Projekt Barsel

Blink.

What the f…?? Gik der lige 4½ måned??

Jamen, så velkommen. Kom indenfor til lidt konprimeret kvalitetstid her i Livet Med To Små Børn Plus Mor og Far På Fuldtidsarbejde. Hvem skulle tro det. At livet kan gå så stærkt.

Min baby har lige været til sin 1 års undersøgelse. Min lille baby. 1 år og 1 måned er hun. Siger ”AaahOooh” (Betyder Hallo – med hovedet på skrå og hvad som helst, der ligner en mobiltelefon ved øret… Hvor pokker har hun dét fra???). Siger ”HEI”!! til alle – også dem, der ikke fortjener det og ignorerer hendes kærlige lille hilsen! Skam jer – man siger da altid hej til en baby! Og så selvfølgelig: ”AH DET”? – et spørgsmål man lige så godt kan svare på igen og igen og igen. Ellers bliver det bare stillet med dobbelt up i volume.

Vores liv er toptunet nu. Toptunet til 2 børn. Det tog lidt tid. 1 års tid for at være mere specifik… Men nu synes jeg, vi er ved at være der, hvor det virkelig begynder at blive sjovt.

Jeg bliver jo nødt til at spole lidt tilbage nu. For jeg har jo sprunget en del over, siden jeg sidst skrev.

Daddy Rocks

Min kæreste havde 10 skønne uger på barsel. Faktisk så skønne, at jeg blev reduceret til nr. 2 på Isabels favoritliste! Hvem skulle tro, at man kunne blive jaloux, når babyen kun vil hyle i papas arme…? Men sådan var det et stykke tid. De to var bare buddies. Og det var helt fantastisk at se, for jeg kunne jo se, hvor meget det også betød for ham. Hans lille pige, havde udvalgt ham til nr. 1. Den vigtigste i verden. Den der skulle redde hende fra alt ondt. Men det sved selvfølgelig også i mit hjerte. Nu havde jeg trods alt båret hende rundt i maven i 10 måneder og ammet hende i 9, og så bliver man bare vraget! Nu er der heldigvis etableret nogenlunde ligestilling igen, efter at papas barsel sluttede..

Er der aldersgrænse i folkekirken?

Og så blev hun døbt. Det er en lidt indviklet historie. Og noget rod, synes nogen. Men for os føltes det rigtigt. Hun blev døbt i folkekirken 11 måneder gammel. ”Man kan da ikke blive døbt så sent”, sagde nogen. Det viste sig, at det kan man faktisk godt. Og Isabel skulle ikke engang vise ID til udsmideren. Vor Herre har åbenbart slækket lidt på aldersgrænsen.

”Jamen Pascaline er jo døbt i den katolske kirke”, sagde andre. Ja, det er ganske rigtigt. Min kæreste familie er alle døbt katolske, og det føltes rigtigt dengang. Men ikke denne gang. Faktisk overvejede vi, at Isabel slet ikke skulle døbes, fordi jeg ikke ville gøre det i den katolske kirke igen. Men det var heller ikke løsningen. Så vi tog en hurtig beslutning og holdt en dåb/fødselsdag en dejlig solskinssøndag i slutningen af juni.

Men hvorfor nu alt den ballade, nå vi ikke engang er specielt troende? Det korte svar er, at det alligevel betyder noget. Det er noget med at have en historie. Og at tilhøre noget – noget gammelt, som vi alle er end del af, om vi vil det eller ej.

Lidt venlig Happy Slapping…

Og hun er startet i vuggestue (På Pingvinstuen sammen med det meste af banden fra mødregruppen! Det er da bare for hyggeligt.

Og hun kan rigtig lege med storesøster nu. I lang tid af gangen, hvor de bare hygger på værelset, og jeg kan høre dem skiftevis fnise og skrige i vilden sky. Jeg er ved at lære at tyde på skrigene, hvornår der er tale om alvorlig vold, og hvornår det bare er lidt useriøs happy slapping… Søsterhood kræver, at alle parter bliver hærdet lidt. 

Jeg er Mamse

Hvad skal man sige, når ens 4 årige pige begynder at kalde én for Mamse? Hun er simpelthen så kæk i den lille mund. Men det er jo det, jeg er. Mamse. Og det er slet ikke så dårligt. Nu nyder jeg rigtigt at være på arbejde igen. De rutiner, der bare skal køre, de kører nu. Hente/bringe fx . De huslige ting. Det kører ret glat. Og så er der ro til at nyde at gå på arbejde. Men jeg er da træt. Er du så færdig, jeg er træt nogen gange! Men også det bliver bedre. Isabel har endda sovet igennem enkelte gange. Og når man i en periode har fungeret på 4 timers søvn, så er 6 timer jo det rene fråds. Og 6 timer i træk er næsten uhørt! Det oplever vi nu heller ikke meget af…

Jeg arbejder stadig på at komme tilbage i samme kropslige hylster og med samme rå-styrke som før, jeg blev gravid. Jeg droppede dansen efter 1 sæson. Det var ellers sjovt, men det krævede bare lidt for meget struktur at skulle af sted samme tid hver uge. Så en periode cyklede jeg til og fra arbejde. 15 km hver vej. Men det blev altså også for overskudsagtigt… Nu er jeg i gang med plan C. Den fortæller jeg om en anden dag.

Jeg er så træt nu. Jeg må op og se noget E!

Jeg er startet på arbejde!

Og jeg er stoppet med at amme. Og Isabels papa er gået på barsel. Og hun har lært at kravle. Og spise mad med klumper i. Og æblebåde.

Og hun har lært at sætte sig op fra liggende stilling. Idag. Det gjorde godt nok aftenputningen noget besværlig, for det var åbenbart det sjoveste, hun endnu har opdaget om sin krop!

Og på fredag er hun 9 måneder.

Og så skrev jeg, for efterhånden snart 5 måneder siden, at jeg havde noget i gære… Ja, der er jo ingen grund til at ride NØJAGTIG samme dag, som man sadler.

Men nu har min plan vist også gæret længe nok, så på onsdag springer jeg ud som… danser. Det er simpelthen et led i min plan om at blive et menneske med en rygmuskulatur, der er i stand til at bære ryggen, og en mavemuskulatur, der er istand til at holde maven inde. Jeg skal gå til hiphop/Jazz/Funk. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan den dans kommer til at se ud, men jeg skal nok afrapportere.

Og imorgen vil jeg cykle på arbejde. 13 km. Jeg håber, jeg stadig har lidt energi til rent faktisk at arbejde, når jeg kommer på arbejde…

Tags: amning, babys udvikling, job, Vægt

Hvis jeg var en havenisse fra en Viasat reklame, der lige havde bagt pølsehorn ville jeg sige:

KA’ DET BLI’E MERE RÅDDENT?

Jeg har netop smidt 10 pølsehorn ud, som jeg møjsommeligt og over flere lure igår fik bagt  til Pascalines Børnehaves Påskefrokost idag.

Smart som jeg ind i mellem er, glemte jeg dem på køkkenbordet i nat…

Jeg føler mig fan’me som en sur havenisse.

I går skrev en forholdsvis nybagt og forholdsvis træt mor til mig, at det ville redde hendes liv, hvis jeg skrev noget om amning på bloggen! (Når ret skal være ret, kan jeg ikke huske, om det var de PRÆCISE ord, hun brugte, men altså noget derhenad…)

Og hvis der er noget, vi Superhelte elsker, så er det jo at redde liv! Så her kommer et nyt afsnit af Projekt Barsels Ammestuehistorie:

Sidst jeg skrev et afsnit i Isabels og min ammehistorie var her. Og som I sikkert har bemærket på egen krop, så holder babyer sig sjældent til den samme udgave af historien ret længe!

Og således skete det også her.

Tilbage på nattetjansen…

Efter at have holdt stand mod natamningen i nogle uger, fik Isabel diarré, og nægtede at spise fast føde. Så for at sikre minimalt input af føde, måtte jeg amme om natten igen.

Heldigvis kom appetitten efter fast føde igen (Altså fast og fast… Det er en praktisk overdrivelse. Hun æder INTET, der ikke er pureret til ukendelighed), da diarreen var overstået. Isabel fik nu ca. 3 mad-måltider samt 3 ammemåltider om dagen og et uvist antal amninger om natten. Uvist fordi jeg simpelthen ikke kan huske det. Hun skruede pludselig helt op for natamningen, og jeg tror egentlig mest, det var for hyggens skyld. Men jeg blev ganske groggy i mit hoved, og besluttede, at der måtte gøres noget.

Så sidste weekend lagde vi en plan. Med kun 2 uger tilbage af min barsel måtte det være på tide at trappe ned på amningen for vores allesammens skyld.

Step 1 - En melon-situation

Jeg startede med at skære 2 af de tre daglige amninger væk. Sådan – PIFT!

Da vi kom til aften efter den første dag, var mine bryster spændte som MELONER, og jeg hylede som en lille grissebasse, bare nogen kom til at strejfe mig i det område. Bortset fra det, gik det godt, og Isabel accepterede situationen. I dag – efter ca. 4 dage har min mælkeproduktion allerede justeret sig, og melonerne er normaliseret…

Step 2 - Papa tager over igen

Næste skridt tog vi i lørdags. Min kæreste flyttede ind til Isabel, og jeg flyttede ind til Pascaline. For jeg havde virkelig brug for lidt nattero. Mirakuløst skete der det, at Isabel pludselig GODT kunne sove uden at amme 3 fantasilliarder gange! (Der ER altså noget om det dér med, at vi lugter af mælk). Kun én gang kl. 24.00 vågnede hun. Her vækkede min kæreste mig, jeg ammede og listede tilbage i min lille underkøje i Pascalines køjeseng og SOV TIL KL. 06.00!!!!!!! Det er 6 timer i streg! Jeg har ikke været ude for magen til luksus i godt 8 måneder.

Så den opskrift fortsætter vi med lidt endnu. I hvert fald indtil Påskeferien.

Step 3 - børn for sig og voksne for sig!

Efter min sundhedsplejerskes råd er det så planen, at pigerne i Påsken flytter sammen på børneværelset, og min kæreste og jeg flytter sammen i soveværelset igen. Jow, jow, jow, jow - vi skal sørme sove sammen igen! Bare at få lov at sove sammen, er jo romantik på højeste plan i en småbørnsfamilie :-). Og herefter er det min kæreste, der overtager nattetjansen, for i Påsken skal det endelig slag slås, og amning om natten skal være helt slut. For det orker jeg altså ikke, når jeg skal tidligt op og på arbejde.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende! (Håber det reddede et liv eller to…)

Tags: amning, babymad, job, Søvn

Det er på alles læber lige for tiden!

Danske kvinder venter for længe med at få børn, og vi ved jo, at selv storken bliver træt med alderen – så babyerne udebliver og fertilitetsklinikkerne tager over, hvor storken må stå af.

Pas på babyen!

Og hvorfor venter de så så længe de danske kvinder? En del gør det åbenbart, fordi de er bange for at blive hægtet bagud i karriereræset.

I dag læste jeg dette blogindlæg om netop den store karrieredræber, barnet. Og som gammel kommunikationsstuderende får jeg sådan en lyst til at hive det altid afvæbnende og ikke-voldelige girafsprog frem fra gemmerne og sige at –

(Trin 1 – Hvad skete der?) jeg – uforberedt på min egen lave irritationstærskel – gik i gang med at læse dette indlæg, som faktisk berigede mit liv, da det jo gav mig stof til dette lille udbrud på bloggen.
(Trin 2 – Hvad følte du?) Jeg begyndte faktisk ret hurtigt at føle mig en smule irritabel, og
(Trin 3 – Hvilke behov fik du?) jeg mærkede et stigende behov for at bjæffe og snerre lidt her fra mit lille skrivehjørne.
(Trin 4 – anmod modparten om det, der vil gøre dit liv bedre). Derfor anmoder jeg hermed alle angste karrierekvinder om at slappe lidt af med det der babyhysteri!

Babypust = Karriereboost?

Det KAN altså godt lade sig gøre at have et meningsfuldt og udviklende jobliv også efter man får børn!

Ellers har vi forældre godt nok nogle lange triste år i vente, indtil vi endelig kan synke sammen på sofaen som 65-årige pensionister.

For mit vedkommende har det at blive mor budt på mange udviklingsmuligheder indenfor mit professionelle liv.

Da jeg efter endt specialeskrivning + barsel med Pascaline skulle ud i det store erhvervsliv fik jeg job i tv-branchen, hvor jeg arbejdede med udvikling og salg af tv-programmer og koncepter. Jeg troede det var den vej jeg skulle, indtil en graviditet uden for livmoderen tvang mig ud i 2 ugers sygemelding.

Jeg besluttede mig for, at tabet af mit lille barn (eller foster var det jo, men for mig var det også allerede et lille barn) ikke skulle være spildt. Noget godt skulle der komme ud af situationen. Derfor brugte jeg de 2 uger på selvransagelse og fandt ud af, at jeg ikke skulle leve af at lave tv – jeg skulle skrive. Kort tid efter sagde jeg mit job op, og blev tekstforfatter på det marketingbureau jeg arbejder på nu.

At blive mor har også betydet, at jeg kan skrive til netop målgruppen mødre. At jeg får lov at skrive om spændende emner indenfor eet af de felter, der fylder mit hoved mest – skønne børn og det forunderlige forældreskab.

Dem der kan!

Der er masser af eksempler på mødre, der har et succesfuldt og spændende professionelt liv på trods (eller i kraft af?) deres moderskab.

Tag for eksempel hende her, der har gjort blogging om babybusiness til sit levebrød.

Eller mit store idol Maise Njor, der med sine 3 børn i bagagen har skrevet adskillige bøger og været fast klummeskribent for Eurowoman. Eller Isabell Kristensen, mor til 4 børn og kanonsuccesfuld modedesigner.

Jeg forsøger bare at sige: Hvis man gerne vil have børn, så synes jeg bare man skal springe ud i det. Karrieren bliver jo ikke mindre svær at sætte på stand by, når man er 40 frem for når man er 20.

Og de små væsner med deres skøre indfald viser sig faktisk at være en ganske fin inspirationskilde, man også kan bruge i sit job.

Tags: job