feb 25th, 2009
Hvordan man vælter sit hjem på 60 min.
1. Start ud med et køkken, der allerede er lidt snusket, fordi du ikke lige fik
ryddet op efter aftensmaden fra i går.
2. Begynd ambitiøst at producere hjemmelavet havregrød og æblegrød på én gang.
3. Når det hele bobler på komfuret, taber du en flaske øl ud af køleskabet – gerne én der er lidt rystet, så det rigtigt sprutter på babylegetøj, legetæppe, dyne, skråstol og selvfølgelig dig selv.
4. Sørg også for, at glasskårene flyver flot ud over hele køkkengulvet.
5. Sørg for en tilpas utilfreds baby, der kræver mad NU, så du ikke har tid til at rydde hverken ølflaske eller køkkenrod op før madning.
6. Giv baby så meget mad, at hun umiddelbart efter måltid skider igennem ble, body og bukser.
7. Smid lorte-tøjet i små bunker rundt omkring, som du får det af baby, og skyl det værste af hende i håndvasken.
8. Du har for travlt til at rense babylort væk fra håndvask efter babynumse-skylning, for nu skal du skynde dig at forberede karbad til baby, der er ved at være træt og pylret.
9. Fyld lidt for meget vand i karbad, så baby opdager, at der kun skal ganske få pjask til for sprøjte både dig og det meste af badeværelset til med vand.
10. Nu er du ved at være godt på vej mod kaos. Pak baby i flyverdragt og læg hende ud i barnevognen til sin middagslur.
11. Endelig ser det ud til, at du lige har en times tid til at få det værste rod af vejen. Og her er det, at du giver grønt lys for den feber, der hele dagen har truet dig med at bryde ud i lys lue.
12. Gå ind i dit hjem, kig dig omkring og nyd dit værk - Ta daaaa! Et stk. væltet hjem på under 60 minutter.
13. Afslut sceancen med at smide dig i sofaen - because you’re worth it.