mar 23rd, 2009
Babysød = Karrieredød?
Det er på alles læber lige for tiden!
Danske kvinder venter for længe med at få børn, og vi ved jo, at selv storken bliver træt med alderen – så babyerne udebliver og fertilitetsklinikkerne tager over, hvor storken må stå af.
Pas på babyen!
Og hvorfor venter de så så længe de
danske kvinder? En del gør det åbenbart, fordi de er bange for at blive hægtet bagud i karriereræset.
I dag læste jeg dette blogindlæg om netop den store karrieredræber, barnet. Og som gammel kommunikationsstuderende får jeg sådan en lyst til at hive det altid afvæbnende og ikke-voldelige girafsprog frem fra gemmerne og sige at –
(Trin 1 – Hvad skete der?) jeg – uforberedt på min egen lave irritationstærskel – gik i gang med at læse dette indlæg, som faktisk berigede mit liv, da det jo gav mig stof til dette lille udbrud på bloggen.
(Trin 2 – Hvad følte du?) Jeg begyndte faktisk ret hurtigt at føle mig en smule irritabel, og
(Trin 3 – Hvilke behov fik du?) jeg mærkede et stigende behov for at bjæffe og snerre lidt her fra mit lille skrivehjørne.
(Trin 4 – anmod modparten om det, der vil gøre dit liv bedre). Derfor anmoder jeg hermed alle angste karrierekvinder om at slappe lidt af med det der babyhysteri!
Babypust = Karriereboost?
Det KAN altså godt lade sig gøre at have et meningsfuldt og udviklende jobliv også efter man får børn!
Ellers har vi forældre godt nok nogle lange triste år i vente, indtil vi endelig kan synke sammen på sofaen som 65-årige pensionister.
For mit vedkommende har det at blive mor budt på mange udviklingsmuligheder indenfor mit professionelle liv.
Da jeg efter endt specialeskrivning + barsel med Pascaline skulle ud i det store erhvervsliv fik jeg job i tv-branchen, hvor jeg arbejdede med udvikling og salg af tv-programmer og koncepter. Jeg troede det var den vej jeg skulle, indtil en graviditet uden for livmoderen tvang mig ud i 2 ugers sygemelding.
Jeg besluttede mig for, at tabet af mit lille barn (eller foster var det jo, men for mig var det også allerede et lille barn) ikke skulle være spildt. Noget godt skulle der komme ud af situationen. Derfor brugte jeg de 2 uger på selvransagelse og fandt ud af, at jeg ikke skulle leve af at lave tv – jeg skulle skrive. Kort tid efter sagde jeg mit job op, og blev tekstforfatter på det marketingbureau jeg arbejder på nu.
At blive mor har også betydet, at jeg kan skrive til netop målgruppen mødre. At jeg får lov at skrive om spændende emner indenfor eet af de felter, der fylder mit hoved mest – skønne børn og det forunderlige forældreskab.
Dem der kan!
Der er masser af eksempler på mødre, der har et succesfuldt og spændende professionelt liv på trods (eller i kraft af?) deres moderskab.
Tag for eksempel hende her, der har gjort blogging om babybusiness til sit levebrød.
Eller mit store idol Maise Njor, der med sine 3 børn i bagagen har skrevet adskillige bøger og været fast klummeskribent for Eurowoman. Eller Isabell Kristensen, mor til 4 børn og kanonsuccesfuld modedesigner.
Jeg forsøger bare at sige: Hvis man gerne vil have børn, så synes jeg bare man skal springe ud i det. Karrieren bliver jo ikke mindre svær at sætte på stand by, når man er 40 frem for når man er 20.
Og de små væsner med deres skøre indfald viser sig faktisk at være en ganske fin inspirationskilde, man også kan bruge i sit job.