Projekt Barsel

Det er på alles læber lige for tiden!

Danske kvinder venter for længe med at få børn, og vi ved jo, at selv storken bliver træt med alderen – så babyerne udebliver og fertilitetsklinikkerne tager over, hvor storken må stå af.

Pas på babyen!

Og hvorfor venter de så så længe de danske kvinder? En del gør det åbenbart, fordi de er bange for at blive hægtet bagud i karriereræset.

I dag læste jeg dette blogindlæg om netop den store karrieredræber, barnet. Og som gammel kommunikationsstuderende får jeg sådan en lyst til at hive det altid afvæbnende og ikke-voldelige girafsprog frem fra gemmerne og sige at –

(Trin 1 – Hvad skete der?) jeg – uforberedt på min egen lave irritationstærskel – gik i gang med at læse dette indlæg, som faktisk berigede mit liv, da det jo gav mig stof til dette lille udbrud på bloggen.
(Trin 2 – Hvad følte du?) Jeg begyndte faktisk ret hurtigt at føle mig en smule irritabel, og
(Trin 3 – Hvilke behov fik du?) jeg mærkede et stigende behov for at bjæffe og snerre lidt her fra mit lille skrivehjørne.
(Trin 4 – anmod modparten om det, der vil gøre dit liv bedre). Derfor anmoder jeg hermed alle angste karrierekvinder om at slappe lidt af med det der babyhysteri!

Babypust = Karriereboost?

Det KAN altså godt lade sig gøre at have et meningsfuldt og udviklende jobliv også efter man får børn!

Ellers har vi forældre godt nok nogle lange triste år i vente, indtil vi endelig kan synke sammen på sofaen som 65-årige pensionister.

For mit vedkommende har det at blive mor budt på mange udviklingsmuligheder indenfor mit professionelle liv.

Da jeg efter endt specialeskrivning + barsel med Pascaline skulle ud i det store erhvervsliv fik jeg job i tv-branchen, hvor jeg arbejdede med udvikling og salg af tv-programmer og koncepter. Jeg troede det var den vej jeg skulle, indtil en graviditet uden for livmoderen tvang mig ud i 2 ugers sygemelding.

Jeg besluttede mig for, at tabet af mit lille barn (eller foster var det jo, men for mig var det også allerede et lille barn) ikke skulle være spildt. Noget godt skulle der komme ud af situationen. Derfor brugte jeg de 2 uger på selvransagelse og fandt ud af, at jeg ikke skulle leve af at lave tv – jeg skulle skrive. Kort tid efter sagde jeg mit job op, og blev tekstforfatter på det marketingbureau jeg arbejder på nu.

At blive mor har også betydet, at jeg kan skrive til netop målgruppen mødre. At jeg får lov at skrive om spændende emner indenfor eet af de felter, der fylder mit hoved mest – skønne børn og det forunderlige forældreskab.

Dem der kan!

Der er masser af eksempler på mødre, der har et succesfuldt og spændende professionelt liv på trods (eller i kraft af?) deres moderskab.

Tag for eksempel hende her, der har gjort blogging om babybusiness til sit levebrød.

Eller mit store idol Maise Njor, der med sine 3 børn i bagagen har skrevet adskillige bøger og været fast klummeskribent for Eurowoman. Eller Isabell Kristensen, mor til 4 børn og kanonsuccesfuld modedesigner.

Jeg forsøger bare at sige: Hvis man gerne vil have børn, så synes jeg bare man skal springe ud i det. Karrieren bliver jo ikke mindre svær at sætte på stand by, når man er 40 frem for når man er 20.

Og de små væsner med deres skøre indfald viser sig faktisk at være en ganske fin inspirationskilde, man også kan bruge i sit job.

Om sølle 4 uger slutter min barsel. Så tager Isabels papa over. Han glæder sig som en lille dreng til sine 10 ugers barsel. Og det gør jeg også.

Må man godt det?

Lige for tiden møder jeg mange bekymrede blikke, når jeg fortæller, at jeg kun har 4 uger tilbage af min barsel. Forsigtigt og med tung mine bliver der spurgt: Hvordan har du det så med det? Og når jeg svarer, at jeg glæder mig, bliver spørgeren tit lidt overrasket og forvirret.

Tabu?

En veninde fortalte mig for nyligt, at det var hendes opfattelse, at det er tabu at glæde sig til at komme tilbage på arbejde.

Er det virkelig rigtigt? 

Jeg mener, jeg har VIRKELIG nydt min barsel i fulde drag. Næsten (og her må jeg virkelig understrege næsten…) hver morgen, når jeg har sendt min kæreste og Pascaline af sted, roen sænker sig over huset, og jeg trisser hen i sofaen med Isabel til en morgenammetår inden formiddagsluren, tænker jeg på, hvor skønt livet er, og hvor heldig jeg er.

Fri mig fra joggingbukserne

Men nu er jeg altså fyldt op. Jeg har brug for at komme af sted. Ud af huset. Have en grund til at smide joggingbukserne og tage make-up på (I går sagde min kæreste til mig: Du er så smuk i dag - hvad er det med dig? Og det tænkte jeg så over, indtil jeg huskede, at jeg for første gang i ugevis havde taget mascare på… ). Jeg har brug for en undskyldning for at købe noget lækkert tøj igen. Jeg er træt af at leve på barselsdagpenge. Jeg vil ud og drikke en fredagsøl. Jeg vil vise, hvad jeg duer til, bruge min faglighed igen.

Og jeg glæder mig til, at kunne glæde mig til at se mine børn efter fyraften. For de sidste par uger, har jeg virkelig syntes, at det hele bare var børn, børn, børn.

Så er det ikke meget naturligt, at glæde sig til at starte på arbejde igen?

Tænk at jeg slet ikke har skrevet om min mødregruppe endnu!

6 fremmede piger, der på et split-sekund er blevet det skønneste fristed fra vasketøj, rengøring og oprydning. 

Første gang vi mødtes, var sundhedsplejersken med. Hun indledte med at mane til besindighed: ”Lad nu være med at gøre det til et uoverskueligt ræs med hjemmebagte boller og hjemmesyltet marmelade!”, sagde hun.

Det valgte vi så fuldstændig at overhøre.

Når vi mødes, skal der seriøst hygges! De sidste par gange har vi mæsket os i skinkestænger (ja, det er de kommet til at hedde… det dækker over noget butterdej-lækkeri med skinke indeni), sprøde tomatsalater, lækre tærter, små Israelske hapse-godbidder, pizza, kager i alle afstøbninger, hjemmebagte boller, slik, sodavand og selvfølgelig masser af kaffe (med sødetabletter selvfølgelig – vi skulle jo nødig tage på…).

Og når først vi har sat os, rejser vi os ikke igen. I hvert fald ikke før vi kollektivt bliver enige om, at nu bliver vi nok nødt til at hente de store i Børnehaven…

I mødregruppen kan vi amme uden skulle skjule babserne, vi kan fælde en tåre, når trætheden bliver for overvældende, og vi kan stille de samme spørgsmål om babymad og babysøvn 1000 gange og stadig få et entusiastisk svar hver gang – for i mødregruppen er det ok at elske at tale om baby, baby, baby!

Så tak skønne mødregruppe, for at tilføre min barsel et skønt krydderi. Jeg håber den lille venskabs-spire, som er blevet sået i vores gruppe vil vokse og vare til vores børn er voksne og vi selv er gamle, grå og pensionerede.

Så skal der for alvor spises kage!