17 mar, 2009
Back to work – er det ok, at det er godt?
Om sølle 4 uger slutter min barsel. Så tager Isabels papa over. Han glæder sig som en lille dreng til sine 10 ugers barsel. Og det gør jeg også.
Må man godt det?
Lige for tiden møder jeg mange bekymrede blikke, når jeg fortæller, at jeg kun har 4 uger tilbage af min barsel. Forsigtigt og med tung mine bliver der spurgt: Hvordan har du det så med det? Og når jeg svarer, at jeg glæder mig, bliver spørgeren tit lidt overrasket og forvirret.
Tabu?
En veninde fortalte mig for nyligt, at det var hendes opfattelse, at det er tabu at glæde sig til at komme tilbage på arbejde.
Er det virkelig rigtigt?
Jeg mener, jeg har VIRKELIG nydt min barsel i fulde drag. Næsten (og her må jeg virkelig understrege næsten…) hver morgen, når jeg har sendt min kæreste og Pascaline af sted, roen sænker sig over huset, og jeg trisser hen i sofaen med Isabel til en morgenammetår inden formiddagsluren, tænker jeg på, hvor skønt livet er, og hvor heldig jeg er.
Fri mig fra joggingbukserne
Men nu er jeg altså fyldt op. Jeg har brug for at komme af sted. Ud af huset. Have en grund til at smide joggingbukserne og tage make-up på (I går sagde min kæreste til mig: Du er så smuk i dag - hvad er det med dig? Og det tænkte jeg så over, indtil jeg huskede, at jeg for første gang i ugevis havde taget mascare på… ). Jeg har brug for en undskyldning for at købe noget lækkert tøj igen. Jeg er træt af at leve på barselsdagpenge. Jeg vil ud og drikke en fredagsøl. Jeg vil vise, hvad jeg duer til, bruge min faglighed igen.
Og jeg glæder mig til, at kunne glæde mig til at se mine børn efter fyraften. For de sidste par uger, har jeg virkelig syntes, at det hele bare var børn, børn, børn.
Så er det ikke meget naturligt, at glæde sig til at starte på arbejde igen?
Jo, for dælen da! Det er nu engang bare skønnest, når hver har “sit job”. Jeg ELSKER hverdage. Alle er glade for, hvad de hver især roder med. Om det er i vuggestuen eller på kontoret. Og så er det bare en meget gladere familie, der samles sidst på eftermiddagen og nyder resten af dagen sammen.
Nyder og nyder - det tager lige et stykke tid inden den der “ulvetime” er aflivet. Den er sej. Synes jeg har prøvet alt. Have lækre sunde snacks klar, smide mig på gulvet til leg osv. Alligevel skal der ikke meget til, for at vælte korthuset hos to trætte små piger… Men SÅ når aftensmad-kaoset er slut, så er der optur i humøret, ro i lejren og bare hyggeligt at være sammen.
Kan ikke snuppe spørgsmålet: “Hvordan har du det med det?” Det lyder så terapeutisk, og som om, at ens verden vil vælte sammen, fordi man skal skilles fra sit barn 8 timer hver dag. Men det gør den ikke. Faktisk glæder man sig bare til at skulle noget andet. De færreste voksne trives med trivialitet (og nu får jeg nok på puklen, for hver dag er jo ny og anderledes med et barn og bla. bla. bla.). Men jeg tror nu ved, hvad jeg mener…
Anette - Uh ha, Ulvetimen… Hvis du en dag finder den perfekte opskrift mod den, må du sige til. Jeg synes den er hård nu og kan kun forestille mig den bliver værre, når man vælter lige ind i den efter arbejde… Og jeg tror du har ret i, at man bliver gladere for at være sammen, når man ikke altid er det. Jeg har i hvert fald brug for at savne bare en gang i mellem. Og så er der perspektivet - det bliver ofte mere nuanceret, når man ikke hver dag står midt i det hele. Nogen gange kræver det lidt afstand før man ser løsningerne, og sådan synes jeg også det er med børn og familie.