Hvis jeg var en havenisse fra en Viasat reklame, der lige havde bagt pølsehorn ville jeg 
sige:
KA’ DET BLI’E MERE RÅDDENT?
Jeg har netop smidt 10 pølsehorn ud, som jeg møjsommeligt og over flere lure igår fik bagt til Pascalines Børnehaves Påskefrokost idag.
Smart som jeg ind i mellem er, glemte jeg dem på køkkenbordet i nat…
Jeg føler mig fan’me som en sur havenisse.
I går skrev en forholdsvis nybagt og forholdsvis træt mor til mig, at det ville redde hendes liv, hvis jeg skrev noget om amning på bloggen! (Når ret skal være ret, kan jeg ikke huske, om det var de PRÆCISE ord, hun brugte, men altså noget derhenad…)
Og hvis der er noget, vi Superhelte elsker, så er det jo at redde liv! Så her kommer et nyt afsnit af Projekt Barsels Ammestuehistorie:
Sidst jeg skrev et afsnit i Isabels og min ammehistorie var her. Og som I sikkert har bemærket på egen krop, så holder babyer sig sjældent til den samme udgave af historien ret længe!
Og således skete det også her.
Efter at have holdt stand mod natamningen i nogle uger, fik Isabel diarré, og nægtede at spise fast føde. Så for at sikre minimalt input af føde, måtte jeg amme om natten igen.
Heldigvis kom appetitten efter fast føde igen (Altså fast og fast… Det er en praktisk overdrivelse. Hun æder INTET, der ikke er pureret til ukendelighed), da diarreen var overstået. Isabel fik nu ca. 3 mad-måltider samt 3 ammemåltider om dagen og et uvist antal amninger om natten. Uvist fordi jeg simpelthen ikke kan huske det. Hun skruede pludselig helt op for natamningen, og jeg tror egentlig mest, det var for hyggens skyld. Men jeg blev ganske groggy i mit hoved, og besluttede, at der måtte gøres noget.
Så sidste weekend lagde vi en plan. Med kun 2 uger tilbage af min barsel måtte det være på tide at trappe ned på amningen for vores allesammens skyld.
Jeg startede med at skære 2 af de tre daglige amninger væk. Sådan – PIFT!
Da vi kom til aften efter den første dag, var mine bryster spændte som MELONER, og jeg hylede som en lille grissebasse, bare nogen kom til at strejfe mig i det område. Bortset fra det, gik det godt, og Isabel accepterede situationen. I dag – efter ca. 4 dage har min mælkeproduktion allerede justeret sig, og melonerne er normaliseret…
Næste skridt tog vi i lørdags. Min kæreste flyttede ind til Isabel, og jeg flyttede ind til Pascaline. For jeg havde virkelig brug for lidt nattero. Mirakuløst skete der det, at Isabel pludselig GODT kunne sove uden at amme 3 fantasilliarder gange! (Der ER altså noget om det dér med, at vi lugter af mælk). Kun én gang kl. 24.00 vågnede hun. Her vækkede min kæreste mig, jeg ammede og listede tilbage i min lille underkøje i Pascalines køjeseng og SOV TIL KL. 06.00!!!!!!! Det er 6 timer i streg! Jeg har ikke været ude for magen til luksus i godt 8 måneder.
Så den opskrift fortsætter vi med lidt endnu. I hvert fald indtil Påskeferien.
Efter min sundhedsplejerskes råd er det så planen, at pigerne i Påsken flytter sammen på børneværelset, og min kæreste og jeg flytter sammen i soveværelset igen. Jow, jow, jow, jow - vi skal sørme sove sammen igen! Bare at få lov at sove sammen, er jo romantik på højeste plan i en småbørnsfamilie :-). Og herefter er det min kæreste, der overtager nattetjansen, for i Påsken skal det endelig slag slås, og amning om natten skal være helt slut. For det orker jeg altså ikke, når jeg skal tidligt op og på arbejde.
Og de levede lykkeligt til deres dages ende! (Håber det reddede et liv eller to…)
Det er på alles læber lige for tiden!
Danske kvinder venter for længe med at få børn, og vi ved jo, at selv storken bliver træt med alderen – så babyerne udebliver og fertilitetsklinikkerne tager over, hvor storken må stå af.
Og hvorfor venter de så så længe de 
danske kvinder? En del gør det åbenbart, fordi de er bange for at blive hægtet bagud i karriereræset.
I dag læste jeg dette blogindlæg om netop den store karrieredræber, barnet. Og som gammel kommunikationsstuderende får jeg sådan en lyst til at hive det altid afvæbnende og ikke-voldelige girafsprog frem fra gemmerne og sige at –
(Trin 1 – Hvad skete der?) jeg – uforberedt på min egen lave irritationstærskel – gik i gang med at læse dette indlæg, som faktisk berigede mit liv, da det jo gav mig stof til dette lille udbrud på bloggen.
(Trin 2 – Hvad følte du?) Jeg begyndte faktisk ret hurtigt at føle mig en smule irritabel, og
(Trin 3 – Hvilke behov fik du?) jeg mærkede et stigende behov for at bjæffe og snerre lidt her fra mit lille skrivehjørne.
(Trin 4 – anmod modparten om det, der vil gøre dit liv bedre). Derfor anmoder jeg hermed alle angste karrierekvinder om at slappe lidt af med det der babyhysteri!
Det KAN altså godt lade sig gøre at have et meningsfuldt og udviklende jobliv også efter man får børn!
Ellers har vi forældre godt nok nogle lange triste år i vente, indtil vi endelig kan synke sammen på sofaen som 65-årige pensionister.
For mit vedkommende har det at blive mor budt på mange udviklingsmuligheder indenfor mit professionelle liv.
Da jeg efter endt specialeskrivning + barsel med Pascaline skulle ud i det store erhvervsliv fik jeg job i tv-branchen, hvor jeg arbejdede med udvikling og salg af tv-programmer og koncepter. Jeg troede det var den vej jeg skulle, indtil en graviditet uden for livmoderen tvang mig ud i 2 ugers sygemelding.
Jeg besluttede mig for, at tabet af mit lille barn (eller foster var det jo, men for mig var det også allerede et lille barn) ikke skulle være spildt. Noget godt skulle der komme ud af situationen. Derfor brugte jeg de 2 uger på selvransagelse og fandt ud af, at jeg ikke skulle leve af at lave tv – jeg skulle skrive. Kort tid efter sagde jeg mit job op, og blev tekstforfatter på det marketingbureau jeg arbejder på nu.
At blive mor har også betydet, at jeg kan skrive til netop målgruppen mødre. At jeg får lov at skrive om spændende emner indenfor eet af de felter, der fylder mit hoved mest – skønne børn og det forunderlige forældreskab.
Der er masser af eksempler på mødre, der har et succesfuldt og spændende professionelt liv på trods (eller i kraft af?) deres moderskab.
Tag for eksempel hende her, der har gjort blogging om babybusiness til sit levebrød.
Eller mit store idol Maise Njor, der med sine 3 børn i bagagen har skrevet adskillige bøger og været fast klummeskribent for Eurowoman. Eller Isabell Kristensen, mor til 4 børn og kanonsuccesfuld modedesigner.
Jeg forsøger bare at sige: Hvis man gerne vil have børn, så synes jeg bare man skal springe ud i det. Karrieren bliver jo ikke mindre svær at sætte på stand by, når man er 40 frem for når man er 20.
Og de små væsner med deres skøre indfald viser sig faktisk at være en ganske fin inspirationskilde, man også kan bruge i sit job.
Om sølle 4 uger slutter min barsel. Så tager Isabels papa over. Han glæder sig som en lille dreng til sine 10 ugers barsel. Og det gør jeg også.
Må man godt det?
Lige for tiden møder jeg mange bekymrede blikke, når jeg fortæller, at jeg kun har 4 uger tilbage af min barsel. Forsigtigt og med tung mine bliver der spurgt: Hvordan har du det så med det? Og når jeg svarer, at jeg glæder mig, bliver spørgeren tit lidt overrasket og forvirret.
En veninde fortalte mig for nyligt, at det var hendes opfattelse, at det er tabu at glæde sig til at komme tilbage på arbejde.
Er det virkelig rigtigt?
Jeg mener, jeg har VIRKELIG nydt min barsel i fulde drag. Næsten (og her må jeg virkelig understrege næsten…) hver morgen, når jeg har sendt min kæreste og Pascaline af sted, roen sænker sig over huset, og jeg trisser hen i sofaen med Isabel til en morgenammetår inden formiddagsluren, tænker jeg på, hvor skønt livet er, og hvor heldig jeg er.
Men nu er jeg altså fyldt op. Jeg har brug for at komme af sted. Ud af huset. Have en grund til at smide joggingbukserne og tage make-up på (I går sagde min kæreste til mig: Du er så smuk i dag - hvad er det med dig? Og det tænkte jeg så over, indtil jeg huskede, at jeg for første gang i ugevis havde taget mascare på… ). Jeg har brug for en undskyldning for at købe noget lækkert tøj igen. Jeg er træt af at leve på barselsdagpenge. Jeg vil ud og drikke en fredagsøl. Jeg vil vise, hvad jeg duer til, bruge min faglighed igen.
Og jeg glæder mig til, at kunne glæde mig til at se mine børn efter fyraften. For de sidste par uger, har jeg virkelig syntes, at det hele bare var børn, børn, børn.
Så er det ikke meget naturligt, at glæde sig til at starte på arbejde igen?
Tænk at jeg slet ikke har skrevet om min mødregruppe endnu!
6 fremmede piger, der på et split-sekund er blevet det skønneste fristed fra vasketøj, rengøring og oprydning. 
Første gang vi mødtes, var sundhedsplejersken med. Hun indledte med at mane til besindighed: ”Lad nu være med at gøre det til et uoverskueligt ræs med hjemmebagte boller og hjemmesyltet marmelade!”, sagde hun.
Det valgte vi så fuldstændig at overhøre.
Når vi mødes, skal der seriøst hygges! De sidste par gange har vi mæsket os i skinkestænger (ja, det er de kommet til at hedde… det dækker over noget butterdej-lækkeri med skinke indeni), sprøde tomatsalater, lækre tærter, små Israelske hapse-godbidder, pizza, kager i alle afstøbninger, hjemmebagte boller, slik, sodavand og selvfølgelig masser af kaffe (med sødetabletter selvfølgelig – vi skulle jo nødig tage på…).
Og når først vi har sat os, rejser vi os ikke igen. I hvert fald ikke før vi kollektivt bliver enige om, at nu bliver vi nok nødt til at hente de store i Børnehaven…
I mødregruppen kan vi amme uden skulle skjule babserne, vi kan fælde en tåre, når trætheden bliver for overvældende, og vi kan stille de samme spørgsmål om babymad og babysøvn 1000 gange og stadig få et entusiastisk svar hver gang – for i mødregruppen er det ok at elske at tale om baby, baby, baby!
Så tak skønne mødregruppe, for at tilføre min barsel et skønt krydderi. Jeg håber den lille venskabs-spire, som er blevet sået i vores gruppe vil vokse og vare til vores børn er voksne og vi selv er gamle, grå og pensionerede.
Så skal der for alvor spises kage!