Projekt Barsel

Jeg er startet på arbejde!

Og jeg er stoppet med at amme. Og Isabels papa er gået på barsel. Og hun har lært at kravle. Og spise mad med klumper i. Og æblebåde.

Og hun har lært at sætte sig op fra liggende stilling. Idag. Det gjorde godt nok aftenputningen noget besværlig, for det var åbenbart det sjoveste, hun endnu har opdaget om sin krop!

Og på fredag er hun 9 måneder.

Og så skrev jeg, for efterhånden snart 5 måneder siden, at jeg havde noget i gære… Ja, der er jo ingen grund til at ride NØJAGTIG samme dag, som man sadler.

Men nu har min plan vist også gæret længe nok, så på onsdag springer jeg ud som… danser. Det er simpelthen et led i min plan om at blive et menneske med en rygmuskulatur, der er i stand til at bære ryggen, og en mavemuskulatur, der er istand til at holde maven inde. Jeg skal gå til hiphop/Jazz/Funk. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan den dans kommer til at se ud, men jeg skal nok afrapportere.

Og imorgen vil jeg cykle på arbejde. 13 km. Jeg håber, jeg stadig har lidt energi til rent faktisk at arbejde, når jeg kommer på arbejde…

Okay, helt slut med natamningenbliver det nok ikke , men jeg har i dag taget en modig beslutning om at trappe kraftigt ned.

Problemet er, som jeg allerede har brokket mig en del over, at Isabel ikke vil spise andet end min mælk.

Eller rettere:

problemet er, at jeg er ved at bliv vanvittig af at amme!

Jeg har brug for, at der sker noget nu. Fremgang, udvikling, frigørelse –  anything! Nu har jeg i 6 måneder ammet 8-10 gange i døgnet og sovet absolut max 4 timer i streg. Og jeg orker virkelig ikke mere.

Så jeg har researchet. Og rådet lyder: Skru ned for amningen. Hvis hun spiser sig mæt i mælk om natten, vil hun ikke spise rigtig mad om dagen. Og babyer på 6 måneder behøver faktisk ikke spise om natten. Så det har jeg fortalt Isabel…

I dag har jeg forberedt mig. Jeg har kun ammet hende hver 4. time, og det lykkedes mig at få et par skeer frugtmos i hende. Men det er i nat slaget skal slås.

Nattens amme-slagplan

Jeg har besluttet mig for, at jeg kun må amme hende 1 gang mellem kl. 24:00 og 06:00 i nat. Og derudover kun hver 3. time.

I skrivende øjeblik har vi allerede første krise. Isabel er netop vågnet, kun en time efter, hun er blevet lagt i seng. Min kæreste går rundt og vugger hende, mens hun brummer som en lille utilfreds bjørn.

Vi ved begge, at en ammetår kan sætte en stopper for gråden på et splitsekund…

Men i aften giver vi IKKE op!

På lørdag er Isabel 6 måneder gammel. Vildt.

Et halvt år er gået, og pludselig kan jeg se, at hun for alvor ikke er en baby mere - hun er et lille barn.

Da Pascaline var ½ år, synes jeg, hun var vildt stor, og jeg følte, jeg havde været på barsel i evigheder. Denne gang føler jeg, at nogen har svinget en tryllestav og BING, så gik 6 måneder lige.

Må jeg præsentere…

Og hvad er det så for en lille dame, der begynder at dukke frem mellem babyelastikkerne?

Hun er cool. Det er sjældent, man hører Isabel skrige sådan rigtigt. Én af de få gange, det er sket, var da vi havde besøg af en 1-årig dreng, der ville være så venlig at bringe Isabel noget legetøj. Han glemte bare at råbe ”GRIIIB”, inden han kastede en solid lege-plastictrekant i størrelse ½-baby lige i hovedet på hende. Her måtte hun altså kapitulere.

Hun er viljestærk. Isabel er født med en meget klar fornemmelse af, hvad hun vil og ikke vil. Fx vil hun ikke bruge sut. Hun vil ikke spise af sutteflaske. Og hun vil bestemt ikke spise skemad… Ja, det er korrekt – alle de ting, der kunne gøre mit liv en smule lettere, nægter hun at involvere sig i!
Ikke på den hysteriske måde, men mere på den overbærende måde med en lille mine, der siger:

”Søde mama, jeg imødekommer din ihærdighed med 3 skemåltider om dagen, men tag ikke fejl – det sker, når jeg siger, det skal ske. Og fjern så lige den der majsgrød, eller jeg dasker den.”

En bekendt fortalte mig for nyligt, at hendes datter havde nægtet andet end at fuld-amme til hun var 1 år!!! Jeg begynder at mærke panikken…

Hun er menneskeelsker. Isabel elsker at være omkring mennesker. Især sin familie. Storesøster optræder gerne med et lille dansenummer eller 20 minutters falsk og forceret latter, for at få Isabel til at grine og grine. De to begynder at hænge sammen som chip og chap – det er simpelthen priceless for et ufrivilligt enebarn, som mig.

Af mere konkrete færdigheder excellere hun nu indenfor følgende:

Fra 4 måneder :
Griber fat i sine fødder
Står selv på flad fod kun med hånd i hånd støtte
Løfter overkrop med udstrakte arme, mens hun ligger på maven (supermand-positur!)

Fra 4½ måned:
Ruller fra mave til ryg og omvendt

Fra 5 måneder og 10 dage:
Sidder uden støtte

Fra 5½ måned
Pludrer rigtigt (ba-ba, ma-ma, va-va)

Ja, det må jeg være. For Isabel vil i hvert fald ikke have NOGET at gøre med hverken sut, sutteflaske eller skemad.

Sutti

Sutten har vi opgivet for adskillige uger siden. Det virker, som hun simpelthen ikke ved, hvad hun skal stille op med den. Gnasker lidt og spytter den så ud. Jeg havde håbet, hun blev venner med den – det er altså rart i en snæver vending.

Jeg forestiller mig i flæng:

Hylende baby i LANG supermarkedkø. Hylende baby i proppet S-tog eller den ultimative – hylende baby i fly… Og man bare mærker blikkene i nakken, der syder: FÅ NU DET BARN TIL AT HOLDE KÆFT!

Heldigvis har hun endnu ikke lavet de store dramatiske scener, så måske er hun bare ikke en særlig hylende baby. Og så klarer vi os jo nok uden sutti (Som Pascaline kalder den).

Sutteflaske - og ufine tricks…

Meget værre er det med sutteflasken. Vi har nu trænet med den i over 2 uger, og det er det samme som med sutten. Jeg har prøvet alt. Modermælkserstatning og mit eget mælk. To forskellige flasker. Jeg har endda tyet til det ufine trick at dyppe sutten i sukkervand… (et trick der tilsyneladende er ret udbredt i undergrunden… Der hvor sundhedsplejerskerne ikke kan se og høre). Hun finder sig i at bide lidt i flasken, så bliver hun sur, og så opgiver jeg og lægger hende til brystet. Jeg kan næsten mærke, hvordan hun tænker: Jaaaah, dér var min gode brystmælk, som er det eneste, jeg nogensinde vil have…!

Bare en lillebitte julefrokost uden baby

Grunden til, at jeg kæmper sådan med sutteflasken, er, at jeg skal til julefrokost på lørdag. Bare med en flok piger og lidt rødvin. Men jeg vil SÅ gerne af sted heeeelt alene uden baby. Det trænger jeg virkelig til.

Nu ser det ud til, at jeg ikke kommer NOGEN steder uden baby de næste mange måneder. Mit sidste håb er skemaden. Det skal vi simpelthen have lært snart.

Jeg må videre. Skal ud og lave noget pæremos. Måske det smager prinsessen.

Forbandede superbryster!

I går blev Isabel 4 måneder. Og vi kan nu træde ind i en hel ny tidsregning – skemadens æra!

Isabel spiste i går sin første skefuld risgrød med banan og pære. Det var stort, og det var begyndelsen på enden for amning.

Modermælksromantik?

Sundhedsplejersken var godt nok nær ved at gøre korsets tegn og overdynge mig med hvidløg, da jeg nævnte, at jeg ville begynde skemad, når Isabel blev 4 måneder. Hvad er det egentlig, med det der modermælksromantik? 

Jeg går da fuldt ud ind for amning, hvis man er i stand til det. Men jeg er sikker på, at både mor og baby, har stor glæde af at begynde rejsen ud i skemadens glæder, når babyen er fysisk klar til det (Tegn: Masser af god savl… Og så åbner hun glad munden, når der kommer en ske forbi, ligsom hun kigger meget interesseret efter den mad vi putter i munden).

Frihed er en skål med kartoffelmos…

For mig betyder skemadens æra, at der er lys forude (mange måneder forude, men dog forude…!). De næste uger skal Isabel have smagsprøver hver dag. Og med tiden vil  smagsprøverne blive til et helt måltid, der så lige så stille kan afløse en amning. Og SÅ er mulighedernes land åben!

Jeg tør slet ikke tænke på alt den frihed, der pludselig åbenbarer sig, når min kæreste kan klare pasningen alene, bevæbnet med en skål kartoffelmos!