Projekt Barsel

Jeg er startet på arbejde!

Og jeg er stoppet med at amme. Og Isabels papa er gået på barsel. Og hun har lært at kravle. Og spise mad med klumper i. Og æblebåde.

Og hun har lært at sætte sig op fra liggende stilling. Idag. Det gjorde godt nok aftenputningen noget besværlig, for det var åbenbart det sjoveste, hun endnu har opdaget om sin krop!

Og på fredag er hun 9 måneder.

Og så skrev jeg, for efterhånden snart 5 måneder siden, at jeg havde noget i gære… Ja, der er jo ingen grund til at ride NØJAGTIG samme dag, som man sadler.

Men nu har min plan vist også gæret længe nok, så på onsdag springer jeg ud som… danser. Det er simpelthen et led i min plan om at blive et menneske med en rygmuskulatur, der er i stand til at bære ryggen, og en mavemuskulatur, der er istand til at holde maven inde. Jeg skal gå til hiphop/Jazz/Funk. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan den dans kommer til at se ud, men jeg skal nok afrapportere.

Og imorgen vil jeg cykle på arbejde. 13 km. Jeg håber, jeg stadig har lidt energi til rent faktisk at arbejde, når jeg kommer på arbejde…

D. 19. juli 2008 mens jeg var midt i min graviditets velmagtsdage, postede jeg et indlæg, hvor jeg også viste et billede af mine utroligt fede fødder…

Da mine fødder efter fødslen endelig blev slanke igen, var jeg bare så glad. Virkelig. Jeg kunne opbygge en hel lille glædesrus flere gange dagligt, når jeg kiggede ned på mine fine slanke fødder.

Man skal nok have prøvet at have fede fødder for at forstå det…

Anyway – jeg troede, de fede fødder endelig var helt ude af mit liv, som graviditetsvand og fedt langsomt fordampede fra min krop. Jeg skulle tro om igen.

En tur på hospitalet

Der skete nemlig det, at mine fødder for nyligt tog en grum hævn for al den overvægt, jeg har budt dem gennem 9 måneder! Hele det enorme ammelager, jeg med møje har gået og sparet op gennem min graviditet, skulle nemlig vise sig at lægge så stort pres på min venstre storetå, at neglen ændrede kurs og begravede sig i mit kødelige selv…

Efter 4 måneders betændt tå (og en forbandet læge der nægtede, at jeg skulle have en nedgroet negl!) måtte jeg på hospitalet. Endelig omsorg og forståelse! Jeg var næsten ved at tude af lettelse og selvmedlidenhed, da den søde fodterapeut medlidende endelig dømte nedgroet negl, roste mig for min tapperhed - og gav mig et glas rødt saftevand som trøst, fordi hun var nødt til at skære i den betændte negl uden bedøvelse. ”Tak, SNØØØFT”.

Og lige før Jul røg jeg under kniven og fik opereret en stor del af neglen væk for evigt. Hvem skulle have troet at en tå-operation kunne være så smertefuld!? Jeg fik mere morfin end, jeg fik efter mit kejsersnit!

Det var mine fede fødders hævn!

Nu har jeg et ar fra hvert af mine børn.

Kejsersnitarret fra Pascaline. Arret i navlen og et nyt kejsersnitsar fra den lille, der aldrig så dagens lys. Og nu arret på min tå fra Isabel.

På en måde grimt – på en måde lidt smukt, synes jeg.

Da jeg var gravid med Pascaline tog jeg ca. 12 kg på. 6 uger efter fødslen kunne jeg være i mine go’e gamle stramme jeans, og 4 måneder efter havde jeg tabt mig 4 kg. under min normalvægt – og jeg gjorde INTET for det.

Derfor var jeg nok lidt kålhøgen, da jeg blev gravid med Isabel…

Graviditetsvægt: 20+ kg!

Jeg ved ikke præcis hvad jeg tog på under denne graviditet. Jeg stoppede med at veje mig, da jeg rundede 20+ kg.!

I dag 3½ måned efter fødslen går jeg stadig rundt i mine graviditetsjeans… Jeg kan ikke være i NOGEN af mine normale bukser.

Mine lakmusprøvebukser

Men så er der mine lakmusprøvebukser. Mine lakmusprøvebukser er et par bukser, der normalt er lidt for store til mig, men som jeg tager frem, når jeg trænger til lidt ekstra plads til maven. Ja, det kan faktisk være meget rart nogen gange…

Siden jeg fødte for 3½ måned siden, er mine lakmusprøvebukser blevet standarden for, hvornår min vægt begynder at bevæge sig på rette vej igen. Jeg har i perioder prøvet dem dagligt. I starten kunne jeg ikke engang trække dem op over lårene!

Men i dag skete det! Bukserne svuppede op, og de kunne endda spændes UDEN at tage en stor delle som gidsel over buksekanten.

Jeg er nu kun 3½ kg fra min før-vægt! JUBII. Men de sidste 3½ kg. bliver med garanti også de sværeste at smide.

Jeg har noget i gære. Men det vender jeg tilbage omkring senere…