Så er jeg næsten ude.
Boblen er ved at miste sin kraft, og jeg er ved at vende tilbage til verden, som den så ud inden jeg fødte. Det vil sige uden frådende dræber-narkomaner på ethvert gadehjørne og uden børnelokkere med beskidte grapse-hænder i S-togene. Faktisk viser det sig, at S-togene om formiddagen er fyldt med søde med-mødre og deres barnevogne, som man kan sludre med (altså mødrene). Og det er jo slet ikke så ringe en verden at leve i.
Jazzballet og U-vendinger
Jeg er faktisk ganske selvtilfreds i disse dage, for jeg har overskredet en del personlige grænser for at bryde igennem baby-boblen.
Først var der dans med Pascaline. Da vi første gang skulle til jazzballet for godt 4 uger siden, var det min ambitiøse plan at klare dén udflugt med begge småpigerne helt alene. Jeg havde endda psyket mig selv op til at bryde endnu en grænse, nu jeg var i gang – jeg ville køre os alle 3 i bil til danseskolen.
Har jeg glemt at fortælle, at jeg også har bil-paranoia…? Altså ikke sådan at jeg går i en bue udenom biler på gaden. Jeg er bare ikke så glad for at sidde ved rattet. Når jeg tænker over det, startede det vist egentligt, da Pascaline var nyfødt for godt 3 år siden, og jeg første gang mærkede baby-boblens kraft. Og i dag kræver det en længere indre pep-talk, hver gang jeg skal køre længere end til Skovlunde station.
Da Pascaline skulle til dans den første gang for 4 uger siden, brugte jeg da også en uges tid på at visualisere ruten for mig og planlægge den, så jeg kunne undgå en fæl U-vending på vejen. Og da tiden var inde, og vi alle 3 stod pakket og klare… endte jeg alligevel med at hive min kæreste ud af de varme lørdags-dyner, så han kunne køre os. Hvilket faktisk viste sig at være meget heldigt. På danseskolen fik Pascaline nemlig et anfald af generthed og lavede et stål-koalagreb på mig, så jeg var pacificeret indtil en meget bestemt danselærerinde befriede mig. Dér var det trods alt meget rart at være 2 forældre til 2 børn.
Nu har vi været til dans 3 gange, og det foregår sådan her: I absolut sidste øjeblik inden vi skal ud af døren, hælder jeg så meget mælk som overhovedet muligt på lille Isabel. Herefter tager Pascaline og jeg af sted helt alene. Jeg kører i bil, men tager stadig den lidt mere besværlige rute, hvor jeg til gengæld undgår den fæle U-vending. Jeg ser et par dæmoner i øjnene, og til gengæld har Pascaline og jeg bare den skønneste lørdag formiddag sammen med pigesnak, chokoladekiks, dans og hyggesnak med alle de andre mødre og deres små all-in-pink dansepiger. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre lørdag formiddag.
Hellere 2 timers gå-tur…
Så er der min efterfødselsgymnastik. Én gang om ugen pakker jeg Isabel i barnevognen og begiver mig til AOF i Herlev. I et lille svedigt rum placerer 6-10 mødre deres små babyer på 3 madrasser i midten. Herfra kan babyerne den næste 1½ time beundre/forundres over deres mødrene ophav, der prustende og hoppende (ja, alt på os hopper…) forsøger at smide mellem 3 - 20 kilo graviditesfedt, der ikke røg ud med fostervandet, som det ellers var planlagt.
Til denne udflugt har jeg valgt ikke at køre i bil. Og i stedet for at piske mig selv over for at være en kujon, roser jeg mig selv for at gå den lange tur til og fra stationen i både Skovlunde og Herlev - hvilket jo faktisk betyder næsten 2 timers ekstra motion!
Man KAN jo for pokker ikke se sine dæmoner i øjnene både lørdag og onsdag.
