Projekt Barsel

I går skrev en forholdsvis nybagt og forholdsvis træt mor til mig, at det ville redde hendes liv, hvis jeg skrev noget om amning på bloggen! (Når ret skal være ret, kan jeg ikke huske, om det var de PRÆCISE ord, hun brugte, men altså noget derhenad…)

Og hvis der er noget, vi Superhelte elsker, så er det jo at redde liv! Så her kommer et nyt afsnit af Projekt Barsels Ammestuehistorie:

Sidst jeg skrev et afsnit i Isabels og min ammehistorie var her. Og som I sikkert har bemærket på egen krop, så holder babyer sig sjældent til den samme udgave af historien ret længe!

Og således skete det også her.

Tilbage på nattetjansen…

Efter at have holdt stand mod natamningen i nogle uger, fik Isabel diarré, og nægtede at spise fast føde. Så for at sikre minimalt input af føde, måtte jeg amme om natten igen.

Heldigvis kom appetitten efter fast føde igen (Altså fast og fast… Det er en praktisk overdrivelse. Hun æder INTET, der ikke er pureret til ukendelighed), da diarreen var overstået. Isabel fik nu ca. 3 mad-måltider samt 3 ammemåltider om dagen og et uvist antal amninger om natten. Uvist fordi jeg simpelthen ikke kan huske det. Hun skruede pludselig helt op for natamningen, og jeg tror egentlig mest, det var for hyggens skyld. Men jeg blev ganske groggy i mit hoved, og besluttede, at der måtte gøres noget.

Så sidste weekend lagde vi en plan. Med kun 2 uger tilbage af min barsel måtte det være på tide at trappe ned på amningen for vores allesammens skyld.

Step 1 - En melon-situation

Jeg startede med at skære 2 af de tre daglige amninger væk. Sådan – PIFT!

Da vi kom til aften efter den første dag, var mine bryster spændte som MELONER, og jeg hylede som en lille grissebasse, bare nogen kom til at strejfe mig i det område. Bortset fra det, gik det godt, og Isabel accepterede situationen. I dag – efter ca. 4 dage har min mælkeproduktion allerede justeret sig, og melonerne er normaliseret…

Step 2 - Papa tager over igen

Næste skridt tog vi i lørdags. Min kæreste flyttede ind til Isabel, og jeg flyttede ind til Pascaline. For jeg havde virkelig brug for lidt nattero. Mirakuløst skete der det, at Isabel pludselig GODT kunne sove uden at amme 3 fantasilliarder gange! (Der ER altså noget om det dér med, at vi lugter af mælk). Kun én gang kl. 24.00 vågnede hun. Her vækkede min kæreste mig, jeg ammede og listede tilbage i min lille underkøje i Pascalines køjeseng og SOV TIL KL. 06.00!!!!!!! Det er 6 timer i streg! Jeg har ikke været ude for magen til luksus i godt 8 måneder.

Så den opskrift fortsætter vi med lidt endnu. I hvert fald indtil Påskeferien.

Step 3 - børn for sig og voksne for sig!

Efter min sundhedsplejerskes råd er det så planen, at pigerne i Påsken flytter sammen på børneværelset, og min kæreste og jeg flytter sammen i soveværelset igen. Jow, jow, jow, jow - vi skal sørme sove sammen igen! Bare at få lov at sove sammen, er jo romantik på højeste plan i en småbørnsfamilie :-). Og herefter er det min kæreste, der overtager nattetjansen, for i Påsken skal det endelig slag slås, og amning om natten skal være helt slut. For det orker jeg altså ikke, når jeg skal tidligt op og på arbejde.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende! (Håber det reddede et liv eller to…)

Jeg tør næsten ikke skrive det – af frygt for, at det skal forsvinde igen. Men nu gør jeg det alligevel…

ISABEL SPISER RIGTIGT MAD OG AMMER IKKE OM NATTEN MERE!!

Men disse lykkelige omstændigheder kom mildt sagt ikke snublende af sig selv!

Den kolde amme-tyrker

I forrige uge tog vi en kold tyrker. 

I 3 nætter flyttede jeg ind på Pascalines værelse, mens Isabel sov med sin Papa, der efter sigende ikke skulle lugte så meget af dejlig mælk. Vi aftalte, at han først måtte vække mig kl. 5, hvor jeg så kunne amme.

Første nat var nervepirrende. Jeg kunne høre hende SKRIGE, og måtte holde mig for ørene for ikke at storme derind.

Men min kæreste klarede det med overraskende stoisk ro, og først kl. 5.08 kom han ind og hentede mig, så jeg kunne give Isabel et velfortjent ammemåltid.

Efter Mini-I havde markeret sig den første nat, er det gået så fint fremad. Hun vågner 1-2 gange. Første gang omkring kl. 01 kan vi lulle hende i søvn igen med en sut (Selv om hun faktisk ellers ikke vil vide af sutter) og lidt holden i hånd. Anden gang hun vågner, omkring kl. 3-4, er det lidt sværere, for her er hun ved at være noget sulten (og dermed tilsvarende gnaven…). Men grænsen for første amning er kl. 5, og det har vi holdt. (Okay måske kl. 04.45 nogen gange… Til sidst ligger man altså bare og tæller minutter!).

Blendet spaghetti Bolognese - mmmm!

Pay off er til gengæld at lille Miss Isa nu er så tilpas sulten om dagen, at hun er begyndt at spise rigtig mad! Det krævede godt nok et glas deeeejlig pureret Spagetthi bolognese, før der virkelig kom skub i spisningen. (Hver sin smag - og what ever works!)

Er jeg besat - eller bare M-O-R?

Til alle jer, der ikke har børn: Beklager – jeg ved godt, det virker helt overdrevent at skrive så meget om hvorvidt barnet spiser mos eller ej. Who cares, tænker I måske. Jeg kan i hvert fald godt følge jer, hvis I gør. Men det følger altså med mamahood.

Graden af succes med babymad og babyafføring bliver selve essensen i en lykkelig mamas liv!;-)

Okay, helt slut med natamningenbliver det nok ikke , men jeg har i dag taget en modig beslutning om at trappe kraftigt ned.

Problemet er, som jeg allerede har brokket mig en del over, at Isabel ikke vil spise andet end min mælk.

Eller rettere:

problemet er, at jeg er ved at bliv vanvittig af at amme!

Jeg har brug for, at der sker noget nu. Fremgang, udvikling, frigørelse –  anything! Nu har jeg i 6 måneder ammet 8-10 gange i døgnet og sovet absolut max 4 timer i streg. Og jeg orker virkelig ikke mere.

Så jeg har researchet. Og rådet lyder: Skru ned for amningen. Hvis hun spiser sig mæt i mælk om natten, vil hun ikke spise rigtig mad om dagen. Og babyer på 6 måneder behøver faktisk ikke spise om natten. Så det har jeg fortalt Isabel…

I dag har jeg forberedt mig. Jeg har kun ammet hende hver 4. time, og det lykkedes mig at få et par skeer frugtmos i hende. Men det er i nat slaget skal slås.

Nattens amme-slagplan

Jeg har besluttet mig for, at jeg kun må amme hende 1 gang mellem kl. 24:00 og 06:00 i nat. Og derudover kun hver 3. time.

I skrivende øjeblik har vi allerede første krise. Isabel er netop vågnet, kun en time efter, hun er blevet lagt i seng. Min kæreste går rundt og vugger hende, mens hun brummer som en lille utilfreds bjørn.

Vi ved begge, at en ammetår kan sætte en stopper for gråden på et splitsekund…

Men i aften giver vi IKKE op!

Ja, det må jeg være. For Isabel vil i hvert fald ikke have NOGET at gøre med hverken sut, sutteflaske eller skemad.

Sutti

Sutten har vi opgivet for adskillige uger siden. Det virker, som hun simpelthen ikke ved, hvad hun skal stille op med den. Gnasker lidt og spytter den så ud. Jeg havde håbet, hun blev venner med den – det er altså rart i en snæver vending.

Jeg forestiller mig i flæng:

Hylende baby i LANG supermarkedkø. Hylende baby i proppet S-tog eller den ultimative – hylende baby i fly… Og man bare mærker blikkene i nakken, der syder: FÅ NU DET BARN TIL AT HOLDE KÆFT!

Heldigvis har hun endnu ikke lavet de store dramatiske scener, så måske er hun bare ikke en særlig hylende baby. Og så klarer vi os jo nok uden sutti (Som Pascaline kalder den).

Sutteflaske - og ufine tricks…

Meget værre er det med sutteflasken. Vi har nu trænet med den i over 2 uger, og det er det samme som med sutten. Jeg har prøvet alt. Modermælkserstatning og mit eget mælk. To forskellige flasker. Jeg har endda tyet til det ufine trick at dyppe sutten i sukkervand… (et trick der tilsyneladende er ret udbredt i undergrunden… Der hvor sundhedsplejerskerne ikke kan se og høre). Hun finder sig i at bide lidt i flasken, så bliver hun sur, og så opgiver jeg og lægger hende til brystet. Jeg kan næsten mærke, hvordan hun tænker: Jaaaah, dér var min gode brystmælk, som er det eneste, jeg nogensinde vil have…!

Bare en lillebitte julefrokost uden baby

Grunden til, at jeg kæmper sådan med sutteflasken, er, at jeg skal til julefrokost på lørdag. Bare med en flok piger og lidt rødvin. Men jeg vil SÅ gerne af sted heeeelt alene uden baby. Det trænger jeg virkelig til.

Nu ser det ud til, at jeg ikke kommer NOGEN steder uden baby de næste mange måneder. Mit sidste håb er skemaden. Det skal vi simpelthen have lært snart.

Jeg må videre. Skal ud og lave noget pæremos. Måske det smager prinsessen.

Forbandede superbryster!

I går blev Isabel 4 måneder. Og vi kan nu træde ind i en hel ny tidsregning – skemadens æra!

Isabel spiste i går sin første skefuld risgrød med banan og pære. Det var stort, og det var begyndelsen på enden for amning.

Modermælksromantik?

Sundhedsplejersken var godt nok nær ved at gøre korsets tegn og overdynge mig med hvidløg, da jeg nævnte, at jeg ville begynde skemad, når Isabel blev 4 måneder. Hvad er det egentlig, med det der modermælksromantik? 

Jeg går da fuldt ud ind for amning, hvis man er i stand til det. Men jeg er sikker på, at både mor og baby, har stor glæde af at begynde rejsen ud i skemadens glæder, når babyen er fysisk klar til det (Tegn: Masser af god savl… Og så åbner hun glad munden, når der kommer en ske forbi, ligsom hun kigger meget interesseret efter den mad vi putter i munden).

Frihed er en skål med kartoffelmos…

For mig betyder skemadens æra, at der er lys forude (mange måneder forude, men dog forude…!). De næste uger skal Isabel have smagsprøver hver dag. Og med tiden vil  smagsprøverne blive til et helt måltid, der så lige så stille kan afløse en amning. Og SÅ er mulighedernes land åben!

Jeg tør slet ikke tænke på alt den frihed, der pludselig åbenbarer sig, når min kæreste kan klare pasningen alene, bevæbnet med en skål kartoffelmos!