Projekt Barsel

Jeg er startet på arbejde!

Og jeg er stoppet med at amme. Og Isabels papa er gået på barsel. Og hun har lært at kravle. Og spise mad med klumper i. Og æblebåde.

Og hun har lært at sætte sig op fra liggende stilling. Idag. Det gjorde godt nok aftenputningen noget besværlig, for det var åbenbart det sjoveste, hun endnu har opdaget om sin krop!

Og på fredag er hun 9 måneder.

Og så skrev jeg, for efterhånden snart 5 måneder siden, at jeg havde noget i gære… Ja, der er jo ingen grund til at ride NØJAGTIG samme dag, som man sadler.

Men nu har min plan vist også gæret længe nok, så på onsdag springer jeg ud som… danser. Det er simpelthen et led i min plan om at blive et menneske med en rygmuskulatur, der er i stand til at bære ryggen, og en mavemuskulatur, der er istand til at holde maven inde. Jeg skal gå til hiphop/Jazz/Funk. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan den dans kommer til at se ud, men jeg skal nok afrapportere.

Og imorgen vil jeg cykle på arbejde. 13 km. Jeg håber, jeg stadig har lidt energi til rent faktisk at arbejde, når jeg kommer på arbejde…

Ja, det må jeg være. For Isabel vil i hvert fald ikke have NOGET at gøre med hverken sut, sutteflaske eller skemad.

Sutti

Sutten har vi opgivet for adskillige uger siden. Det virker, som hun simpelthen ikke ved, hvad hun skal stille op med den. Gnasker lidt og spytter den så ud. Jeg havde håbet, hun blev venner med den – det er altså rart i en snæver vending.

Jeg forestiller mig i flæng:

Hylende baby i LANG supermarkedkø. Hylende baby i proppet S-tog eller den ultimative – hylende baby i fly… Og man bare mærker blikkene i nakken, der syder: FÅ NU DET BARN TIL AT HOLDE KÆFT!

Heldigvis har hun endnu ikke lavet de store dramatiske scener, så måske er hun bare ikke en særlig hylende baby. Og så klarer vi os jo nok uden sutti (Som Pascaline kalder den).

Sutteflaske - og ufine tricks…

Meget værre er det med sutteflasken. Vi har nu trænet med den i over 2 uger, og det er det samme som med sutten. Jeg har prøvet alt. Modermælkserstatning og mit eget mælk. To forskellige flasker. Jeg har endda tyet til det ufine trick at dyppe sutten i sukkervand… (et trick der tilsyneladende er ret udbredt i undergrunden… Der hvor sundhedsplejerskerne ikke kan se og høre). Hun finder sig i at bide lidt i flasken, så bliver hun sur, og så opgiver jeg og lægger hende til brystet. Jeg kan næsten mærke, hvordan hun tænker: Jaaaah, dér var min gode brystmælk, som er det eneste, jeg nogensinde vil have…!

Bare en lillebitte julefrokost uden baby

Grunden til, at jeg kæmper sådan med sutteflasken, er, at jeg skal til julefrokost på lørdag. Bare med en flok piger og lidt rødvin. Men jeg vil SÅ gerne af sted heeeelt alene uden baby. Det trænger jeg virkelig til.

Nu ser det ud til, at jeg ikke kommer NOGEN steder uden baby de næste mange måneder. Mit sidste håb er skemaden. Det skal vi simpelthen have lært snart.

Jeg må videre. Skal ud og lave noget pæremos. Måske det smager prinsessen.

Forbandede superbryster!

I går blev Isabel 4 måneder. Og vi kan nu træde ind i en hel ny tidsregning – skemadens æra!

Isabel spiste i går sin første skefuld risgrød med banan og pære. Det var stort, og det var begyndelsen på enden for amning.

Modermælksromantik?

Sundhedsplejersken var godt nok nær ved at gøre korsets tegn og overdynge mig med hvidløg, da jeg nævnte, at jeg ville begynde skemad, når Isabel blev 4 måneder. Hvad er det egentlig, med det der modermælksromantik? 

Jeg går da fuldt ud ind for amning, hvis man er i stand til det. Men jeg er sikker på, at både mor og baby, har stor glæde af at begynde rejsen ud i skemadens glæder, når babyen er fysisk klar til det (Tegn: Masser af god savl… Og så åbner hun glad munden, når der kommer en ske forbi, ligsom hun kigger meget interesseret efter den mad vi putter i munden).

Frihed er en skål med kartoffelmos…

For mig betyder skemadens æra, at der er lys forude (mange måneder forude, men dog forude…!). De næste uger skal Isabel have smagsprøver hver dag. Og med tiden vil  smagsprøverne blive til et helt måltid, der så lige så stille kan afløse en amning. Og SÅ er mulighedernes land åben!

Jeg tør slet ikke tænke på alt den frihed, der pludselig åbenbarer sig, når min kæreste kan klare pasningen alene, bevæbnet med en skål kartoffelmos!

Det var min ambition at opdatere projektbarsel.dk løbende om Isabels udvikling. Men hold da helt ferie hvor tiden løber. Og nu er det pludselig næsten 4 måneder siden, jeg lå på Herlev hospital og hylede til jordemoderen: FÅ HENDE UUUUUUD NUUUUU!

Min krop nyder sit hukommelsestab

Det er smart, som naturen har indrettet det. Min hjerne husker, da jeg hvæsende og spruttende svor, at jeg ALDRIG ville føde igen. Min hjerne husker også, da jeg med anklagende øjne (og en snert af dramatik) snerrede til jordemoderen: Det er jo et MAAAARERIDT, det her!

Men min krop har glemt det. Den husker intet. 23 timers udvidelsesveer, 2 timers presseveer, fødslen og 7 sting på eet at kroppens mere følsomme steder er næsten fuldstændig slettet fra min krops hukommelse. Men jeg kan stadig mærke lettelsen, lykkefølelsen og stoltheden(!), da min lille, våde pige blev lagt op på mit bryst.

Nå, nu kom jeg ud på et sidespor.

Jeg tænker heller ikke så klart i dag. Noget med penicilin og modermælk – det er vist ikke en god blanding. Det er i hvert fald dét, jeg tror, Isabel har prøvet at sige til mig hele dagen, med meeeget høj og skinger røst…

4 måneder senere

Men altså 4 måneder er fløjet af sted, så nu er det på tide at lave en lille recap over Isabels udvikling:

3 uger: Smiler første gang. Det er her, man for alvor bliver forelsket i sit lille barn! Hun må bestemt være exceptionel fremmelig min lille pige. Jeg mener, Pascaline var 6 uger, da hun smilede første gang. Og HUN var naturligvis helt utroligt fremmelig.

6 uger: Begynder at pludre og eksperimentere med lyde (og lydniveau…. Hun kan faktisk forskrække sig selv nogen gange).

6-7 uger: Løfter hoved og skuldre, når hun ligger på maven. Hun klarer det 1-2 minutter, og så kommer protesterne - som en lille gris der grynter, fordi den er fanget på sin egen tykke mave :-).

11½ uge: Får øje på sin egen hånd. Waaauw, den er heftig!, ligner hun én der tænker.

3 måneder: Griber bevidst efter tingene, der hænger over hendes legetæppe. I dag nøjes hun ikke med at gribe fat. Nu jabber hun hensynsløst sin hængende elefant, så hele stativ-ordningen gynger rundt.

3½ måned: Nu kan hun helt sikkert skelne mellem mennesker. Hun bryder sig bestemt ikke om mænd (Undtagen papa - han er hendes helt). Får sure-mund (den dér, hvor underlæben rulles ned på hagen), når hendes farfar løfter hende. Tilsvarende måtte morfar i sin tid barbere sit fuldskæg af, før Pascaline lod ham komme i nærheden!