Projekt Barsel

På lørdag er Isabel 6 måneder gammel. Vildt.

Et halvt år er gået, og pludselig kan jeg se, at hun for alvor ikke er en baby mere - hun er et lille barn.

Da Pascaline var ½ år, synes jeg, hun var vildt stor, og jeg følte, jeg havde været på barsel i evigheder. Denne gang føler jeg, at nogen har svinget en tryllestav og BING, så gik 6 måneder lige.

Må jeg præsentere…

Og hvad er det så for en lille dame, der begynder at dukke frem mellem babyelastikkerne?

Hun er cool. Det er sjældent, man hører Isabel skrige sådan rigtigt. Én af de få gange, det er sket, var da vi havde besøg af en 1-årig dreng, der ville være så venlig at bringe Isabel noget legetøj. Han glemte bare at råbe ”GRIIIB”, inden han kastede en solid lege-plastictrekant i størrelse ½-baby lige i hovedet på hende. Her måtte hun altså kapitulere.

Hun er viljestærk. Isabel er født med en meget klar fornemmelse af, hvad hun vil og ikke vil. Fx vil hun ikke bruge sut. Hun vil ikke spise af sutteflaske. Og hun vil bestemt ikke spise skemad… Ja, det er korrekt – alle de ting, der kunne gøre mit liv en smule lettere, nægter hun at involvere sig i!
Ikke på den hysteriske måde, men mere på den overbærende måde med en lille mine, der siger:

”Søde mama, jeg imødekommer din ihærdighed med 3 skemåltider om dagen, men tag ikke fejl – det sker, når jeg siger, det skal ske. Og fjern så lige den der majsgrød, eller jeg dasker den.”

En bekendt fortalte mig for nyligt, at hendes datter havde nægtet andet end at fuld-amme til hun var 1 år!!! Jeg begynder at mærke panikken…

Hun er menneskeelsker. Isabel elsker at være omkring mennesker. Især sin familie. Storesøster optræder gerne med et lille dansenummer eller 20 minutters falsk og forceret latter, for at få Isabel til at grine og grine. De to begynder at hænge sammen som chip og chap – det er simpelthen priceless for et ufrivilligt enebarn, som mig.

Af mere konkrete færdigheder excellere hun nu indenfor følgende:

Fra 4 måneder :
Griber fat i sine fødder
Står selv på flad fod kun med hånd i hånd støtte
Løfter overkrop med udstrakte arme, mens hun ligger på maven (supermand-positur!)

Fra 4½ måned:
Ruller fra mave til ryg og omvendt

Fra 5 måneder og 10 dage:
Sidder uden støtte

Fra 5½ måned
Pludrer rigtigt (ba-ba, ma-ma, va-va)

I sidste uge havde jeg en rigtig lortedag.

Sådan en dag, hvor glasset bare er RIGTIG meget halvtomt i stedet for halvfuldt.

Pludselig var jeg bare dødtræt af ikke at kunne gå nogen steder uden en baby. Træt af, at min kæreste frit kan tage ud med vennerne en aften, mens mit højdepunkt er 2900 Happiness i fjerneren.

Træt af, at jeg ikke bare en ENKELT nat kan få lov til at sove uden at blive vækket 3 gange og afkrævet mælkeservice - fordi det nu engang er mig, der er udstyret med babymælkestationen.

Jeg var rigtig sur og gnaven, var jeg. Og så var det, jeg fik dårlig samvittighed.

For hvordan kan jeg tillade mig at være sur, bare fordi jeg ikke kan drikke vin med veninderne i nogle måneder? Man må jo tænke på alle dem, der virkelig har det dårligt. Og de sultne børn i Afrika…

AAAARRGH! Hvorfor får jeg altid dårlig samvittighed, når jeg har lidt ondt af mig selv? Man må da for h…… have lov til at have en lortedag i ro og fred, selv om man ikke lider af sult!

Det er MIN lortedag! Og jeg har tænkt mig at gentage den, hvis jeg får lyst!

Da jeg var på barsel med Pascaline for godt 3½ år siden, var der en periode i løbet af den første måned, hvor jeg blev fuldstændig rundtosset. Jeg kunne dårligt kende forskel på dag og nat, og jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde  lavet for bare få timer siden. Og da slet ikke, hvad jeg havde lavet dagen før.

Tudeturen

Så en morgen satte jeg mig bare i sengen og stortudede. Tudede, fordi jeg var træt. Tudede, fordi der hele tiden blev gjort krav på mig – hvert et minut af hver en time af hver en dag. Tudede, fordi jeg troede, at resten af mit liv skulle være sådan her. Men jeg tudede også, fordi jeg havde mistet kontrollen over… ja, alt.

Baby timedagbog

Så i et forsøg på at få bare lidt overblik over mit liv igen, begyndte min kæreste og jeg at skrive timedagbog over Pascalines aktiviteter. Simpelthen i håbet om at finde et mønster i hendes sove/tisse & afføring/spise/skrige vaner. Da vi havde skrevet timedagbog i et døgnstid, tegnede der sig langsomt et billede, og jeg kunne pludselig godt forstå, hvorfor jeg var lidt rundtosset…

For sjov skyld gemte jeg timedagbogen. Se selv her:

Læs mere

Jeg er gået på barsel. Jeg har prøvet det før. Det var skønt – men også forvirrende, frustrerende og omtumlende. Denne gang vil jeg prøve noget nyt. Jeg vil betragte min barsel som et projekt – et projekt med en start, en ende og en masse delprojekter i midten.

Mit endelige mål er at kunne se tilbage på disse ca. 10 måneder af mit liv, og føle at jeg fik det bedste ud af hver dag, hver uge, hver måned. Delmålene – dem finder jeg på hen af vejen. Måske med hjælp fra jer, der læser med?

Målet er (bare lidt) overblik

Lyder det enormt firkantet og uromantisk at gøre sin barsel til et projekt? Ja, det gør det egentligt.

Men jeg er projektmenneske helt ind til knoglerne - hele vejen ind igennem mit fine ekstra graviditets-fedtlag og mine flotte nye vandepoter under huden. Jeg elsker projekter, små som store.

Jeg elsker at skrive lister og krydse af, når jeg har gennemført ét af mine projekter. Det giver mig energi, holder mig i gang, og giver mig bare en lille følelse kontrol… du ved - den der meget omtalte kontrol-følelse, som min generation af kvinder efter sigende har et meget usundt forhold til.

Mit 1. projekt: At føde min baby!

Al den snak om kontrol leder mig faktisk til dét jeg har bestemt, der skal være mit første projekt under Projekt Barsel: FØDSLEN. Ikke så opfindsomt tænker du måske, for det er givetvis et meget naturligt sted at starte…

Men i de sidste par uger har jeg læst meget om fødslen, og noget af det, der går igen er, at danske kvinder tilsyneladende er så vant til at kontrollere alt i deres liv, at de ødelægger deres fødsel ved også at forsøge at kontrollere den. Og det skulle efter sigende være et på forhånd dødsdømt projekt (at kontrollere sin fødsel).

Derfor overruler jeg allerede nu mit eget overordnede mål om en smule kontrol ved at lade mit første projekt handle om at slippe kontrollen under fødslen. Hvis du synes, det lyder spændende eller bare meget underholdende, så følg med her på siden, og se om jeg sejrer - eller fejler med et brag…