Projekt Barsel

… for jeg ved det faktisk ikke.

Men jeg ved, at næsten 200 unikke læsere hver måned tager en eller flere  ture forbi projektbarsel.dk og læser med. Og det er superfedt! Skærer man ind til benet, er der trods alt ikke meget sjov ved at skrive, hvis ingen læser.

Det’ bare kommentarer

Jeg ved heldigvis godt, hvem nogen af jer er, for I har været søde til at skrive sjove, tankevækkende kommentarer. Jeg har samlet et par stykker af de bedste, som jeg selv kan læse igen og igen. De er her:

(…) Så min fødsel var ihvertfall helt uplanlagt og jeg var totalt uforberedt. (…) Og med hensyn til det med lyden… Jeg holdt jo igjen under hele utdrivelsesfasen fordi jeg var redd for å klemme ut en kjempe-lort rett i armene på jordmoren…
(Henriette)

Bevidstheden om min graviditet (…)gjorde mig angst for at trække vejret når jeg skulle passere en kø af biler der holdt i tomgang. (…)det blev en ret stakåndet og lettere svimmel medarbejder der mødte op i Bredgade hver morgen.(…)Da jeg fortalte min mand om mit cykel-/åndedrætsdilemma, talte han meget alvorligt med mig om sandsynligheden for skader på fosteret ved indånding af forurenet luft VS. fosterskader som følge af iltmangel. Vi blev enige om, at jeg for fremtiden skulle forsøge at tvinge mig selv til at trække vejret normalt på min daglige cykeltur…
(Anja)

Jeg gik til fødselscoach (ret flippet, selv for moi) under graviditeten med min nu 2½-årige søn Morris, og en af øvelserne var netop at sætte lyd på. Ret grænseoverskridende at stå på alle 4 i et rum med 4 andre gravide og forsøge at finde den rigtige lyd til sin smerte. (…) Ikke noget for mig, tænkte jeg, og arkiverede det i skuffen over alt for flippede ting, jeg havde lært på kurset. Men da det kom til stykket og Morris skulle presses ud, kan jeg love dig for, at der kom lyd på. Helt af sig selv og uden kontrol. Det var nok nærmest en slags dyb, langsom brølen, der måske kan staves “ahhh”, men uden alle de behagelige konnotationer, der normalt følger med den stavemåde.
(Helene)

He he. Fede kommentarer! Gerne flere af dem.

Mødre på et fælles sidespor…

Jeg håber, der er flere af jer, der læser med, som får lyst til at blande sig. Jeg er ret sikker på, at mange af jer bruger lige så meget tid som mig på at tænke over mor, far og børn. Men der er sikkert også mange, der gør sig nogle helt andre tanker end jeg. Eller måske netop har tænkt det samme.

Og det er sjovt.

For noget af det, jeg ved, mange af vi mødre har brug for, er at sammenligne os med andre mødre.

Fordi vi frygter at køre ud af et sidespor. Men når vi får øje på en broget skare af med-mødre på det samme sidespor, kan man vel godt kalde det en hovedvej - Og så er det nok meget normalt… Gav det overhovedet mening…?

Jeg har født!

En lille smuk pige. Og jeg gjorde det helt selv - i tæt samarbejde med et års forbrug af Herlev Hospitals lattergas.

Det er det vildeste jeg nogensinde i mit liv har oplevet. Og det kræver at blive bearbejdet med et lille tilbageblik.

Du vil da gerne være med i klubben, ikke Mulle?

Først og fremmest: Hvor er det skønt med alle jeres fantastiske kommentarer til mit sidste indlæg. De fleste læste jeg desværre først efter fødslen, men da følte jeg mig virkelig også som noget særligt. For nu kunne jeg med en tænksom mine og et særligt indviet blik nikke genkendende til jeres beskrivelser. Jeg føler mig nu som en del af en klub, man KUN kan blive medlem af, ved at gennemgå den ultimative prøve af alle – at presse et menneske ud af et 10 cm. stort (lille…) hul i kroppen!

Så tak for skønne fødselserfaringer fra

Helene, der oplevede at lyden kom heeeelt af sig selv, da Morris skulle ud! Jeps, det gør den!

Henriette, der frygtede at presse en kæmpe lort ud i jordemoderens arme! Jah, man bliver faktisk lidt i tvivl….!

Og Anja, der fik besked på ikke at give så meget lyd fra sig, da det tog alle kræfterne fra selve fødslen. Sjovt nok - det blev min jordemoder også ved med at sige til mig. Af alle situationer er det lige dér, man får besked på at holde kæft. Svært, når man af natur er en meget ”lydt” person.

Og så er det vist tid til at få nogle ting på det rene! For trods mine gode intentioner om at forberede mig på at være uforberedt, var der alligevel noget, jeg gerne ville have været forberedt på: Ingenting var, som jeg havde fået fortalt, det ville være! Lad mig starte fra en ende:

Skriget

Set i bakspejlet virker det HELT åndssvagt på forhånd at øve sig i at give lyd fra sig under fødslen . Som Helene skrev i sin kommentar: Det kommer heeelt af sig selv. Faktisk må kunsten i stedet være IKKE at skrige. Jeg skreg faktisk så meget, at min jordemoder bad mig holde kæft. Hun sagde det måske ikke lige sådan, men pointen var god nok. Jeg brugte alle min gode kræfter på at skrige i stedet for at presse. Så øvelsen var i stedet at gøre skriget til et ”hhhhhrrrrmmmfff” – og det virkede. Så buttom line: Det er tidsspilde at øve skrig – øv i stedet hhhhhrrrmmmfff!

Med røven i vejret

Jeg er blufærdig. Jeg hører f.eks. absolut ikke til racen af piger, der synes det er hyggeligt at tisse i par. Min blærer lukker simpelthen ned, hvis der er andre i rummet. Så tanken om at skulle ligge splitterravende nøgen, mens jordemoder og kæreste skulle holde udkig ved baby-udgangen skræmte mig faktisk lidt før fødslen.

Jeg havde f.eks. også planlagt at tage en top med, jeg kunne have på i fødebadekarret, så alle mulige mennesker ikke skulle kigge på mine babser… Men jeg blev klogere. Da veerne først rigtig bed sig fast, var jeg bedøvende ligeglad! Kun på eet tidspunkt husker jeg, at tænke, ”Okay, nu bliver det liiige hyggeligt nok!” Og det var da min jordemoder bad mig vende mig om på alle fire oppe i sengen, med numsen lige i vejret, for at få lidt mere gang i presseveerne – hvorefter hun inviterede et par andre jordemødre ind for at kigge på situationen…

I mine få klare øjeblikke kunne jeg også godt tænke, at det var surrealistisk at ligge der, med stængerne i vejret, mens min kæreste og jordemoder havde frit udsyn til mine mest intime dele. Men i kampens hede var det faktisk en stor hjælp, når min kæreste råbte: ”Jaaah, nu kan jeg se hendes hår – hun er der næsten!!” Tilsvarende var det så også lidt nederen, når han så efter presseveen kunne konstatere: ”Nå, nu forsvandt hun igen…”

”Du er ikke i tvivl, når du har veer!”

”Hvornår ved man, man har veer”, spurgte vi alle sammen i min jordemodergruppe. ”Når du har veer, er du ikke i tvivl”, lød svaret kækt. Og det var lige sådan en dejlig klar udmelding, jeg havde brug for! Et fast holdepunkt. Jeg ville ikke være i tvivl!

Og da veerne endelig startede…. var jeg i tvivl! Jeg var faktisk i tvivl de første 6 timer. Da jeg ikke mere var i tvivl om, hvorvidt det var veer, blev jeg i tvivl om, hvorvidt de var kraftige nok, til at vi kunne køre på hospitalet. I alle bøgerne stod der jo, at man først skal tage af sted, når man virkelig ikke kan holde det ud mere. Men hvornår ved man, at man virkelig ikke kan holde det ud mere?

Først da vandet gik i en stor skylle efter 18 timers veer, var jeg helt sikker! Nu kunne jeg da bevise, at jeg var ved at føde!

”Glæd dig til presseveerne…”

Det var én af de sætninger, jeg hørte mange gange under min graviditet og også flere gange under fødslen. ”Glæd dig til presseveerne – de vil føles som en befrielse, for så kan du endelig gøre noget aktivt”.

Endnu en løgn! Da presseveerne endelig kom, fik jeg som det første besked på IKKE at presse… I stedet skulle jeg lave de der sagnomspundne gispe-lyde og bide den mest vanvittige og overjordiske pressetrang, jeg nogensinde har følt, i mig! Og da jeg så faktisk fik lov til at presse, var det alt andet end en befrielse. Det virkede som en umulighed. En fuldstændig umulig fejlberegning, at jeg skulle kunne presse et solidt lille menneskehoved ud af et hul, der bestemt ikke føltes som om, det havde udvidet sig 10 cm.!

”Moderkagen – den mærker du slet ikke blive født”

Løgn igen. Da min kære lille datter endelig var født, begyndte min jordemoder at hive lidt i navlesnoren, for at få moderkagen ud. Av for p…..! Den havde ikke løsnet sig.

Så gik en større æltningsproces i gang på min mave. Av igen! Efter at være blevet truet med en tur i fuld narkose for manuel fjernelse af moderkagen, prøvede vi med en indsprøjtning og efterfølgende akupunktur i mine lilletæer!

Endelig efter en lille time løsnede baby-madpakken sig, og i en sidste ond presse-ve svupsede den ud. En varm og klam følelse, som jeg bestemt mærkede!

P.S.

Flere af jer spurgte til isterning-tricket. Det er faktisk slet ikke så dumt. Smerten ved en kold isterning i hænderne er fæl og uudholdelig, og på mange måder meget lig en ve. Men personligt duer jeg ikke til den slags øvelser. Jeg har rygrad som en regnorm, og kylede isterningen fra mig, hver gang det begyndte at gøre for ondt. Og det kan man jo ikke gøre med en ve…

I dag har jeg termin! Og allerede om et par timer er den overskreden. Så jeg kan godt se, at det skal være en seriøs turbofødsel, hvis det skal nås til tiden. Og eftersom jeg i praksis er førstegangsfødende (min datter blev født med kejsersnit), er det ikke just turbofødslen, jeg har sat mine penge på.

Det er sikkert også meget godt, at baby bliver i sit lille trygge hotel lidt endnu – det giver mig lidt mere tid til at forberede min fuldstændig ukontrollerede fødsel!

Vejen til en traumatisk fødsel?

Her er baggrunden for min lille mission: I dag får hver 4. kvinde kejsersnit og flere og flere vælger kejsersnittet, uden at der er en medicinsk grund. Ofte 2. gangs fødende, der tidligere har haft en slem fødselsoplevelse. Mange gange er det piger, der i deres arbejde og privatliv er perfektionister, og som har brug for at planlægge og have kontrol over alt. Den kontrol kæmper de også for under fødslen, hvilket ifølge flere jordemødre har den helt modsatte effekt.

Gå med smerten og mærk din angst!

I min jagt på at lære at smide kontrollen under fødslen er jeg stød på et fødselskoncept, der hedder Birthing From Within. Det handler bl.a. om at lære at gå med smerten under fødslen i stedet for imod den og om at mærke sin angst. Det sidste føler jeg faktisk, jeg klarer ret godt allerede!

I stedet for at gå i defensiv overfor smerten eller at blive opgivende handler det om at finde noget såkaldt kriger-energi frem, være aktiv og stille krav under fødslen. Så langt så godt – lad os se på nogle øvelser.

Lyden af en naturlig fødsel

– og andre spændende øvelser!

Mange af øvelserne i Birthing From Within er en smule langhårede for mig sådan i praksis – men de giver faktisk meget god mening, synes jeg.

Skrig som en gal!

Én øvelse handler fx om at lære at bruge lyd under fødslen. Det er én ting, at din jordemoder siger, det er okay at råbe eller bande, mens du føder. Det er noget helt andet faktisk at slippe kontrollen og gøre det!

Derfor skal man allerede inden fødslen prøve, hvor befriende det er at sætte lyd på den naturlige fødsel. I praksis må det være noget med bare at skrige som en gal. Jeg ved endnu ikke helt, hvordan jeg skal gennemføre denne øvelse herhjemme, uden at skræmme livet af min nabo… Måske noget med at begrave hovedet i en pude?

Mærk smerten – med isterninger
En anden øvelse handler om bogstaveligt talt at mærke smerten. Man får en isterning i hver hånd, hvilket kan være enormt smertefuldt i længere tid, og øver sig i at håndtere det. Det er en dejlig håndgribelig øvelse, synes jeg. Den vil jeg med det samme kaste mig ud i.

Hvilket landskab er din fødsel?
Så er der den mere kreative øvelse, der indebærer tegning. Fx: Tegn din fødsel som et landskab. Ville den være vand, jord, skyer, skov, ørken etc.? Min egen fødsel forestiller jeg mig som lidt af et stormvejr. Med en masse blade, der hvirvler rundt og gør det svært for mig at overskue helheden. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal bruge billedet. Men det er rart at blive bevidst om, hvordan jeg egentlig forestiller mig min fødsel.

Dette er et meget lille udpluk af Birthing From Within, men det er rigeligt for mig at gå i gang med nu. Jeg vil ud og fylde isterningposer…

Læs mere om Birthin From Within her.

My goodness – jeg har termin i morgen! Jeg må vist hellere se at komme rigtigt i gang med mit første barselsprojekt – som jo er at slippe kontrollen under fødslen.

For lige at give en fornemmelse af, hvor jeg er, her én dag før forventet fødsel, vil jeg kort ridse op, hvad jeg indtil videre har gjort for at forberede mig til fødslen:

1. Fødselsforberedelse! Nej…

Jeg har forsøgt at melde mig til fødselsforberedelse… men det skal man åbenbart helst gøre allerede inden, man er blevet gravid. I hvert fald var de eneste hold med ledige pladser, dem der startede sådan kl. 12 tirsdag middag – agtigt. Og det er unægtelig lidt svært at få til at gå op med en normal arbejdsdag. Så altså ingen fødselsforberedelse.

1. Yoga for gravide! Mtjah…lidt

”Det må da kunne klares med en DVD”, tænkte jeg. Og så købte jeg DVD’en ”Yoga for gravide”. Men hvornår er det egentligt lige, man skal få tid til at se sådan en DVD? Efter arbejde? Der farer min 3-årige datter jo rundt om mig som en hvirvelvind! Efter hendes sengetid? Hmm - kl. 20.30 bliver jeg altså nødt til at have en dosis seriøs afslapning med E-channel og ”Dr. 90210” eller lignende kvalitets-tv! ”Jeg gør det, når jeg går på barsel”, tænkte jeg. Og som sagt så gjort. Jeg har til dags dato set den hele én gang, men jeg kan måske nå at se den igen – jeg har trods alt først termin i morgen…

1. Gravid-magasiner! Masser!

Magasiner og labtop er vist mere mine medier. Måske fordi man kan tage begge dele med sig under dynen eller over i sofaen. Og her fandt jeg præcis det svar, jeg havde brug for og som understøttede mig i, at fødselsforberedelse er særdeles unødvendigt (Det var sørme heldigt…). Ja, faktisk bør det helt undgås!

Kvinder – pivskider og kontrol-freaks

Jeg fandt nemlig ud af, at vi kvinder er i dag blevet en flok pivskider og kontrol-freaks, når vi skal føde. Vi vil kontrollere alt, og tror ikke på at vores krop kan klare det, den gennem flere millioner års evolutionen er skabt til – altså fødslen - uden at vi liiige giver den et par gode råd med på vejen… Kunsten er tilsyneladende at turde miste kontrollen og bare lade tingene ske. Hmm. Og hvordan i alverden gør man det?

Det dykker jeg mere ned i imorgen. Hvis jeg da ikke har født inden da…

Indtil da kan du nyde et billede af mine helt utroligt fede fødder! Bemærk især de små vandpuder på tæerne… Smart ik’?

Jeg er gået på barsel. Jeg har prøvet det før. Det var skønt – men også forvirrende, frustrerende og omtumlende. Denne gang vil jeg prøve noget nyt. Jeg vil betragte min barsel som et projekt – et projekt med en start, en ende og en masse delprojekter i midten.

Mit endelige mål er at kunne se tilbage på disse ca. 10 måneder af mit liv, og føle at jeg fik det bedste ud af hver dag, hver uge, hver måned. Delmålene – dem finder jeg på hen af vejen. Måske med hjælp fra jer, der læser med?

Målet er (bare lidt) overblik

Lyder det enormt firkantet og uromantisk at gøre sin barsel til et projekt? Ja, det gør det egentligt.

Men jeg er projektmenneske helt ind til knoglerne - hele vejen ind igennem mit fine ekstra graviditets-fedtlag og mine flotte nye vandepoter under huden. Jeg elsker projekter, små som store.

Jeg elsker at skrive lister og krydse af, når jeg har gennemført ét af mine projekter. Det giver mig energi, holder mig i gang, og giver mig bare en lille følelse kontrol… du ved - den der meget omtalte kontrol-følelse, som min generation af kvinder efter sigende har et meget usundt forhold til.

Mit 1. projekt: At føde min baby!

Al den snak om kontrol leder mig faktisk til dét jeg har bestemt, der skal være mit første projekt under Projekt Barsel: FØDSLEN. Ikke så opfindsomt tænker du måske, for det er givetvis et meget naturligt sted at starte…

Men i de sidste par uger har jeg læst meget om fødslen, og noget af det, der går igen er, at danske kvinder tilsyneladende er så vant til at kontrollere alt i deres liv, at de ødelægger deres fødsel ved også at forsøge at kontrollere den. Og det skulle efter sigende være et på forhånd dødsdømt projekt (at kontrollere sin fødsel).

Derfor overruler jeg allerede nu mit eget overordnede mål om en smule kontrol ved at lade mit første projekt handle om at slippe kontrollen under fødslen. Hvis du synes, det lyder spændende eller bare meget underholdende, så følg med her på siden, og se om jeg sejrer - eller fejler med et brag…