Jeg har født!
En lille smuk pige. Og jeg gjorde det helt selv - i tæt samarbejde med et års forbrug af Herlev Hospitals lattergas.
Det er det vildeste jeg nogensinde i mit liv har oplevet. Og det kræver at blive bearbejdet med et lille tilbageblik.
Du vil da gerne være med i klubben, ikke Mulle?
Først og fremmest: Hvor er det skønt med alle jeres fantastiske kommentarer til mit sidste indlæg. De fleste læste jeg desværre først efter fødslen, men da følte jeg mig virkelig også som noget særligt. For nu kunne jeg med en tænksom mine og et særligt indviet blik nikke genkendende til jeres beskrivelser. Jeg føler mig nu som en del af en klub, man KUN kan blive medlem af, ved at gennemgå den ultimative prøve af alle – at presse et menneske ud af et 10 cm. stort (lille…) hul i kroppen!
Så tak for skønne fødselserfaringer fra
Helene, der oplevede at lyden kom heeeelt af sig selv, da Morris skulle ud! Jeps, det gør den!
Henriette, der frygtede at presse en kæmpe lort ud i jordemoderens arme! Jah, man bliver faktisk lidt i tvivl….!
Og Anja, der fik besked på ikke at give så meget lyd fra sig, da det tog alle kræfterne fra selve fødslen. Sjovt nok - det blev min jordemoder også ved med at sige til mig. Af alle situationer er det lige dér, man får besked på at holde kæft. Svært, når man af natur er en meget ”lydt” person.
Og så er det vist tid til at få nogle ting på det rene! For trods mine gode intentioner om at forberede mig på at være uforberedt, var der alligevel noget, jeg gerne ville have været forberedt på: Ingenting var, som jeg havde fået fortalt, det ville være! Lad mig starte fra en ende:
Skriget
Set i bakspejlet virker det HELT åndssvagt på forhånd at øve sig i at give lyd fra sig under fødslen . Som Helene skrev i sin kommentar: Det kommer heeelt af sig selv. Faktisk må kunsten i stedet være IKKE at skrige. Jeg skreg faktisk så meget, at min jordemoder bad mig holde kæft. Hun sagde det måske ikke lige sådan, men pointen var god nok. Jeg brugte alle min gode kræfter på at skrige i stedet for at presse. Så øvelsen var i stedet at gøre skriget til et ”hhhhhrrrrmmmfff” – og det virkede. Så buttom line: Det er tidsspilde at øve skrig – øv i stedet hhhhhrrrmmmfff!
Med røven i vejret
Jeg er blufærdig. Jeg hører f.eks. absolut ikke til racen af piger, der synes det er hyggeligt at tisse i par. Min blærer lukker simpelthen ned, hvis der er andre i rummet. Så tanken om at skulle ligge splitterravende nøgen, mens jordemoder og kæreste skulle holde udkig ved baby-udgangen skræmte mig faktisk lidt før fødslen.
Jeg havde f.eks. også planlagt at tage en top med, jeg kunne have på i fødebadekarret, så alle mulige mennesker ikke skulle kigge på mine babser… Men jeg blev klogere. Da veerne først rigtig bed sig fast, var jeg bedøvende ligeglad! Kun på eet tidspunkt husker jeg, at tænke, ”Okay, nu bliver det liiige hyggeligt nok!” Og det var da min jordemoder bad mig vende mig om på alle fire oppe i sengen, med numsen lige i vejret, for at få lidt mere gang i presseveerne – hvorefter hun inviterede et par andre jordemødre ind for at kigge på situationen…
I mine få klare øjeblikke kunne jeg også godt tænke, at det var surrealistisk at ligge der, med stængerne i vejret, mens min kæreste og jordemoder havde frit udsyn til mine mest intime dele. Men i kampens hede var det faktisk en stor hjælp, når min kæreste råbte: ”Jaaah, nu kan jeg se hendes hår – hun er der næsten!!” Tilsvarende var det så også lidt nederen, når han så efter presseveen kunne konstatere: ”Nå, nu forsvandt hun igen…”
”Du er ikke i tvivl, når du har veer!”
”Hvornår ved man, man har veer”, spurgte vi alle sammen i min jordemodergruppe. ”Når du har veer, er du ikke i tvivl”, lød svaret kækt. Og det var lige sådan en dejlig klar udmelding, jeg havde brug for! Et fast holdepunkt. Jeg ville ikke være i tvivl!
Og da veerne endelig startede…. var jeg i tvivl! Jeg var faktisk i tvivl de første 6 timer. Da jeg ikke mere var i tvivl om, hvorvidt det var veer, blev jeg i tvivl om, hvorvidt de var kraftige nok, til at vi kunne køre på hospitalet. I alle bøgerne stod der jo, at man først skal tage af sted, når man virkelig ikke kan holde det ud mere. Men hvornår ved man, at man virkelig ikke kan holde det ud mere?
Først da vandet gik i en stor skylle efter 18 timers veer, var jeg helt sikker! Nu kunne jeg da bevise, at jeg var ved at føde!
”Glæd dig til presseveerne…”
Det var én af de sætninger, jeg hørte mange gange under min graviditet og også flere gange under fødslen. ”Glæd dig til presseveerne – de vil føles som en befrielse, for så kan du endelig gøre noget aktivt”.
Endnu en løgn! Da presseveerne endelig kom, fik jeg som det første besked på IKKE at presse… I stedet skulle jeg lave de der sagnomspundne gispe-lyde og bide den mest vanvittige og overjordiske pressetrang, jeg nogensinde har følt, i mig! Og da jeg så faktisk fik lov til at presse, var det alt andet end en befrielse. Det virkede som en umulighed. En fuldstændig umulig fejlberegning, at jeg skulle kunne presse et solidt lille menneskehoved ud af et hul, der bestemt ikke føltes som om, det havde udvidet sig 10 cm.!
”Moderkagen – den mærker du slet ikke blive født”
Løgn igen. Da min kære lille datter endelig var født, begyndte min jordemoder at hive lidt i navlesnoren, for at få moderkagen ud. Av for p…..! Den havde ikke løsnet sig.
Så gik en større æltningsproces i gang på min mave. Av igen! Efter at være blevet truet med en tur i fuld narkose for manuel fjernelse af moderkagen, prøvede vi med en indsprøjtning og efterfølgende akupunktur i mine lilletæer!
Endelig efter en lille time løsnede baby-madpakken sig, og i en sidste ond presse-ve svupsede den ud. En varm og klam følelse, som jeg bestemt mærkede!
P.S.
Flere af jer spurgte til isterning-tricket. Det er faktisk slet ikke så dumt. Smerten ved en kold isterning i hænderne er fæl og uudholdelig, og på mange måder meget lig en ve. Men personligt duer jeg ikke til den slags øvelser. Jeg har rygrad som en regnorm, og kylede isterningen fra mig, hver gang det begyndte at gøre for ondt. Og det kan man jo ikke gøre med en ve…
ture forbi projektbarsel.dk og læser med. Og det er superfedt! Skærer man ind til benet, er der trods alt ikke meget sjov ved at skrive, hvis ingen læser. 