Arkiv for tagget 'familieforøgelse'

admin

Tanker om barn no. 3

Det er mærkeligt. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på det. Ofte mange gange hver dag. Isabel og Pascaline

5 børn - no problemos!

Faktisk har vi besluttet os. Vi skal ikke have flere børn. Det skulle vi engang – altså inden vi fik børn… Der skulle vi have 5!

Jeg har sagt det før: Det er bemærkelsesværdigt så skidtvigtig (Det ord faldt jeg lige over i synonymordbogen…) man er, inden man får børn!

Tid til kæresteweekender

2 børn er lige så meget hårdt arbejde, som det er svimlende kærlighed. Og nu kan både min kæreste og jeg mærke, at det er tid til at træde ind i et nyt kapitel af vores liv. Et kapitel med kæresteweekender i Paris, lange aftner ude med dans og drinks, jordomrejser…

Nå, okay, nu fortaber jeg mig vist. En gang uspoleret nattesøvn og en biograftur ville også være guld, og vi tror faktisk ikke, vi har krudt til at starte forfra med endnu en baby i huset.

Og alligevel sidder jeg her og spekulerer… Hvad nu hvis vi fik et barn mere? Ville vi have råd? Plads? Kræfter? Jeg kan simpelthen ikke lukke døren helt.

Ur-kvinden i mig blander sig

Det føles som en urkraft, der bare trækker i mig. Som om min krop siger til mig: ”Var det det? Skulle du virkelig kun bruge mig til at producere 2 stk!? Jeg har da meget mere gods i mig!”

Og jeg kigger på Isabel, og tænker: ” Er det virkelig sidste gang, jeg skal holde sådan en lille blød og lækker-tyk baby i armene, overdække hende med kys på de runde kinder, mens hun fniser og gnækker som en lille bamse?”

I sidste ende tror jeg, at svaret er Ja. Vi er lidt slidte i kanterne nu, og det er tid til at nyde frugterne, af det arbejde, vi har lagt i vores to knus-skønne piger. Beslutningen er så final, at vi har besluttet at sælge og forære alt babyudstyr og tøj væk .

Men skulle den overjordiske urkraft blive for uimodståelig, kan man jo altid købe noget nyt…