Projekt Barsel

Om sølle 4 uger slutter min barsel. Så tager Isabels papa over. Han glæder sig som en lille dreng til sine 10 ugers barsel. Og det gør jeg også.

Må man godt det?

Lige for tiden møder jeg mange bekymrede blikke, når jeg fortæller, at jeg kun har 4 uger tilbage af min barsel. Forsigtigt og med tung mine bliver der spurgt: Hvordan har du det så med det? Og når jeg svarer, at jeg glæder mig, bliver spørgeren tit lidt overrasket og forvirret.

Tabu?

En veninde fortalte mig for nyligt, at det var hendes opfattelse, at det er tabu at glæde sig til at komme tilbage på arbejde.

Er det virkelig rigtigt? 

Jeg mener, jeg har VIRKELIG nydt min barsel i fulde drag. Næsten (og her må jeg virkelig understrege næsten…) hver morgen, når jeg har sendt min kæreste og Pascaline af sted, roen sænker sig over huset, og jeg trisser hen i sofaen med Isabel til en morgenammetår inden formiddagsluren, tænker jeg på, hvor skønt livet er, og hvor heldig jeg er.

Fri mig fra joggingbukserne

Men nu er jeg altså fyldt op. Jeg har brug for at komme af sted. Ud af huset. Have en grund til at smide joggingbukserne og tage make-up på (I går sagde min kæreste til mig: Du er så smuk i dag - hvad er det med dig? Og det tænkte jeg så over, indtil jeg huskede, at jeg for første gang i ugevis havde taget mascare på… ). Jeg har brug for en undskyldning for at købe noget lækkert tøj igen. Jeg er træt af at leve på barselsdagpenge. Jeg vil ud og drikke en fredagsøl. Jeg vil vise, hvad jeg duer til, bruge min faglighed igen.

Og jeg glæder mig til, at kunne glæde mig til at se mine børn efter fyraften. For de sidste par uger, har jeg virkelig syntes, at det hele bare var børn, børn, børn.

Så er det ikke meget naturligt, at glæde sig til at starte på arbejde igen?

Tænk at jeg slet ikke har skrevet om min mødregruppe endnu!

6 fremmede piger, der på et split-sekund er blevet det skønneste fristed fra vasketøj, rengøring og oprydning. 

Første gang vi mødtes, var sundhedsplejersken med. Hun indledte med at mane til besindighed: ”Lad nu være med at gøre det til et uoverskueligt ræs med hjemmebagte boller og hjemmesyltet marmelade!”, sagde hun.

Det valgte vi så fuldstændig at overhøre.

Når vi mødes, skal der seriøst hygges! De sidste par gange har vi mæsket os i skinkestænger (ja, det er de kommet til at hedde… det dækker over noget butterdej-lækkeri med skinke indeni), sprøde tomatsalater, lækre tærter, små Israelske hapse-godbidder, pizza, kager i alle afstøbninger, hjemmebagte boller, slik, sodavand og selvfølgelig masser af kaffe (med sødetabletter selvfølgelig – vi skulle jo nødig tage på…).

Og når først vi har sat os, rejser vi os ikke igen. I hvert fald ikke før vi kollektivt bliver enige om, at nu bliver vi nok nødt til at hente de store i Børnehaven…

I mødregruppen kan vi amme uden skulle skjule babserne, vi kan fælde en tåre, når trætheden bliver for overvældende, og vi kan stille de samme spørgsmål om babymad og babysøvn 1000 gange og stadig få et entusiastisk svar hver gang – for i mødregruppen er det ok at elske at tale om baby, baby, baby!

Så tak skønne mødregruppe, for at tilføre min barsel et skønt krydderi. Jeg håber den lille venskabs-spire, som er blevet sået i vores gruppe vil vokse og vare til vores børn er voksne og vi selv er gamle, grå og pensionerede.

Så skal der for alvor spises kage!

Jeg tør næsten ikke skrive det – af frygt for, at det skal forsvinde igen. Men nu gør jeg det alligevel…

ISABEL SPISER RIGTIGT MAD OG AMMER IKKE OM NATTEN MERE!!

Men disse lykkelige omstændigheder kom mildt sagt ikke snublende af sig selv!

Den kolde amme-tyrker

I forrige uge tog vi en kold tyrker. 

I 3 nætter flyttede jeg ind på Pascalines værelse, mens Isabel sov med sin Papa, der efter sigende ikke skulle lugte så meget af dejlig mælk. Vi aftalte, at han først måtte vække mig kl. 5, hvor jeg så kunne amme.

Første nat var nervepirrende. Jeg kunne høre hende SKRIGE, og måtte holde mig for ørene for ikke at storme derind.

Men min kæreste klarede det med overraskende stoisk ro, og først kl. 5.08 kom han ind og hentede mig, så jeg kunne give Isabel et velfortjent ammemåltid.

Efter Mini-I havde markeret sig den første nat, er det gået så fint fremad. Hun vågner 1-2 gange. Første gang omkring kl. 01 kan vi lulle hende i søvn igen med en sut (Selv om hun faktisk ellers ikke vil vide af sutter) og lidt holden i hånd. Anden gang hun vågner, omkring kl. 3-4, er det lidt sværere, for her er hun ved at være noget sulten (og dermed tilsvarende gnaven…). Men grænsen for første amning er kl. 5, og det har vi holdt. (Okay måske kl. 04.45 nogen gange… Til sidst ligger man altså bare og tæller minutter!).

Blendet spaghetti Bolognese - mmmm!

Pay off er til gengæld at lille Miss Isa nu er så tilpas sulten om dagen, at hun er begyndt at spise rigtig mad! Det krævede godt nok et glas deeeejlig pureret Spagetthi bolognese, før der virkelig kom skub i spisningen. (Hver sin smag - og what ever works!)

Er jeg besat - eller bare M-O-R?

Til alle jer, der ikke har børn: Beklager – jeg ved godt, det virker helt overdrevent at skrive så meget om hvorvidt barnet spiser mos eller ej. Who cares, tænker I måske. Jeg kan i hvert fald godt følge jer, hvis I gør. Men det følger altså med mamahood.

Graden af succes med babymad og babyafføring bliver selve essensen i en lykkelig mamas liv!;-)

"Jo mindre indre ro - jo mere brug for ydre orden"

Den fangede jeg i Go’morgen Danmark her til morgen. Det var familievejleder Lola Jensen, der smed et lille guldkorn.

En meget god lakmusprøve for mit velbefindende i hvert fald.

Men når det er sagt, så skal mit nuværende helt ekstreme ydre rod ikke forveksles med indre ro - det er vist nærmere et udtryk for endnu en nat med babyroderi og for lidt søvn.

Jeg rydder op imorgen. Eller lader være. Whatever der giver mig indre ro.

Når jeg møder et nyt menneske, slår min rader næsten (og her må jeg altså understrege NÆSTEN) aldrig fejl: Hvis jeg med det samme godt kan lide personen, er der en god chance for, at jeg i længden bliver godt træt af hende. Starter jeg derimod ud med at synes, hun er lidt irriterende, kan hun ende ud som en hjerteveninde.  

Sådan havde jeg det i går, da jeg var til foredraget ”Få styr på dit liv” med Lisbeth G. Petersen.

Bænket sad en hel sal med pædagoger og forældre fra 3 institutioner i Skovlunde, og vi så alle sammen frem til at få styr på vores liv.

Styr på livet med 5 børn!

Jeg er jo skeptisk nordjyde af oprindelse, så jeg startede selvfølgelig ud med at læne mig tilbage i stolen med armene over kors og irritere mig lidt over Lisbeths overfriske, sønderjyske approach. Men efter 2 timer var jeg solgt. Fuldstændig. Jeg havde lyst til at adoptere hende.

Lisbeth har selv 5 børn. Alene det gjorde hende Gud – for hvis hun kan få styr på sit liv med 5 børn (på 17, 19, 21, 23 og 25…!!), så må det da for pokker også kunne lade sig gøre med 2 stk.

Små hverdagsråd

Nogen af de ting, der gjorde mest indtryk på mig, var hendes små hverdagsråd. Som fx at bruge dejlig musik til at få børnene ud af sengen om morgenen, at stå 15 minutter tidligere op, så man kan spise sammen, at huske stearinlys på bordet, at lave en "børnenes dag", hvor ungerne bestemmer dagens måltider (rugbrød med toblerone…) og location (i haven i marts måned…) – og så stole på, at de finder en løsning.

Vend hverdagen på hovedet

Generelt talte hun meget om at vende tingene på hovedet. Om at slæbe madrasser ind i køkkenet og lade hele familien sove sammen dér. Om at give børnene lov til at lave pandekager kl. 22 om aftenen, selv om man nu lige havde ryddet op – fordi det er den slags, de husker, når de bliver voksne. Om at energi kommer fra motion (det er et projekt jeg stadig arbejder på! Mere om det senere), og om at sex er nødvendigt for et lykkeligt parforhold. Vi bruger mere energi på at undgå sex, end på selve akten, sagde Lisbeth. I træthedens tegn. Og det kan der jo være noget om. Så op på geden! (ja, det sagde hun…).

Lisbeth bad os ranke vores liv fra 0-10, hvor 0 var dér, hvor vi ville skilles og sige vores job op i morgen. Jeg gav mit liv 8, for jeg føler mig grund-glad. Altså glad på den grundlæggende måde. Glad for de store valg, jeg har taget i mit liv (alle de små dumheder behøver jo ikke tælle med i det store regnskab, vel?). For at komme op på en 10’er har jeg altså brug for lidt mere søvn… Og 8 var da også godt. Ingen grund til bekymring, sagde Lisbeth.

Så lidt styr på livet må jeg jo have.

Og det kan jeg jo trøste mig selv med, når jeg for Gud-ved-hvilken-gang efter en søvnfattig nat, finder mig selv i tomgang med rynkede bryn, fordi jeg ikke kan huske, hvad det egentlig var, jeg var i gang med.

P.S. Mht. min omvendte menneskerader, må jeg for gode venskabers skyld understrege, at jeg skam også har oplevet evig kærlighed ved første blik! 

Læs mere om Lisbeth G. Petersen her.