Projekt Barsel

Godt nytår til jer alle sammen!

Hvordan holder man en sjov og festlig nytårsaften, når man har børn (For I  har sikkert opdaget, at babysittere ikke hænger og blomstrer på træerne nytårsaften…)?

I år gik det let for os (nu er vi jo rutinerede super-duper forældre) – men sådan var det ikke for 3 år siden…!

Nytårs babypanik

Da Pascaline var 7½ måned gammel, skulle hun med til sin første nytårs aften. Vi var inviteret til fest hjemme hos nogle venner. I netop den vennegruppe var vi nogle af de første, der havde fået barn, så vi var også de eneste, der medbragte hjemmelavet mini-menneske.

Jeg havde STORE forventninger til den aften. Nu skulle jeg rigtig vise, hvor sød hun var og hvor afslappede og cool forældre vi var. Jeg glædede mig også vildt til at kunne putte hende i seng kl. 20 og så endelig have lidt festligt samvær med voksne mennesker efter 7 måneder på planet BABY.

Jeg tror min nytårsaften varede ca. 2 timer.

Vi havde kun lige klappet rejsesengen ud, før Pascaline lugtede lunten og i en flot flitsbue-positur gjorde det HELT klart, at hun IKKE ville sove.

Og jeg panikkede. Fuldstændig.

Så i stedet for bare at tage hende med ud til gæsterne, og lade hende være lidt med, prøvede jeg febrilsk at rokke hende til ro (I ved, den der paniske form for rokken, der bliver hurtigere og hurtigere…). Og Pascaline blev selvfølgelig bare mere og mere hysterisk.

Og her var det at baby-boblen igen tog sit stålgreb i nakken på mig. Jeg fik fat i min kæreste og insisterede på, at han skulle køre os hjem NU! Der måtte bestemt være noget FULDSTÆNDIG galt! Barnet måtte være sygt!

To minutter senere sad vi i bilen, og som et trylleslag var min lille pige kureret for, den mystiske lidelse, der havde fået hende til at skrige hjerteskærende kort forinden. Sjovt nok…

Den nytårsaften fejrede jeg alene hjemme foran fjerneren og uden mad i køleskabet - med en snorkende baby i rummet ved siden af. Men jeg var faktisk ligeglad, for Pascaline sov trygt, og det var det eneste, der rigtigt betød noget.

Nytår på en ny måde

I år skulle vi så igen fejre nytår med en lille ny baby.

Denne gang gik det heldigvis helt anderledes. I år inviterede vi gæster herhjem - 5 gode venner der tilsammen medbragte en baby på 2 måneder og en lille dreng på 1½ år. På den måde havde vi også sat præmissen for aftenen – det var børnene, der styrede slagtes gang, og vi kunne alle sammen slappe af uden at stresse over grædende, brokkende eller overgearede børn (Sjovt nok har børn det nemlig med at blive en smule speedede af kombinationen nytårsfyrværkeri og sodavand). Vi var jo i samme båd.

Isabel gik pænt i seng kl. 19, den lille dreng kl. 20. 30 og Pascaline holdt ud til kl. 23.30. Hun sørgede for at forsyne gæsterne med fine kunstværker og så ellers sin elskede Barbie DVD lige så mange gange hun gad. Den mindste gæst på 2 måneder holdt sine forældre ved ilden det meste af aftenen, men de var helt rolige, og lod hende blot slumre på armen, hvor hun var mest tilfreds.

Så alt i alt en skøn nytårsaften, selv om den naturligvis ikke kan sammenlignes med fordums tiders fester UDEN børn.

Men den tid kommer måske igen?

Det skal blive festligt at blive gammel!

I sidste uge havde jeg en rigtig lortedag.

Sådan en dag, hvor glasset bare er RIGTIG meget halvtomt i stedet for halvfuldt.

Pludselig var jeg bare dødtræt af ikke at kunne gå nogen steder uden en baby. Træt af, at min kæreste frit kan tage ud med vennerne en aften, mens mit højdepunkt er 2900 Happiness i fjerneren.

Træt af, at jeg ikke bare en ENKELT nat kan få lov til at sove uden at blive vækket 3 gange og afkrævet mælkeservice - fordi det nu engang er mig, der er udstyret med babymælkestationen.

Jeg var rigtig sur og gnaven, var jeg. Og så var det, jeg fik dårlig samvittighed.

For hvordan kan jeg tillade mig at være sur, bare fordi jeg ikke kan drikke vin med veninderne i nogle måneder? Man må jo tænke på alle dem, der virkelig har det dårligt. Og de sultne børn i Afrika…

AAAARRGH! Hvorfor får jeg altid dårlig samvittighed, når jeg har lidt ondt af mig selv? Man må da for h…… have lov til at have en lortedag i ro og fred, selv om man ikke lider af sult!

Det er MIN lortedag! Og jeg har tænkt mig at gentage den, hvis jeg får lyst!

Det var min ambition at opdatere projektbarsel.dk løbende om Isabels udvikling. Men hold da helt ferie hvor tiden løber. Og nu er det pludselig næsten 4 måneder siden, jeg lå på Herlev hospital og hylede til jordemoderen: FÅ HENDE UUUUUUD NUUUUU!

Min krop nyder sit hukommelsestab

Det er smart, som naturen har indrettet det. Min hjerne husker, da jeg hvæsende og spruttende svor, at jeg ALDRIG ville føde igen. Min hjerne husker også, da jeg med anklagende øjne (og en snert af dramatik) snerrede til jordemoderen: Det er jo et MAAAARERIDT, det her!

Men min krop har glemt det. Den husker intet. 23 timers udvidelsesveer, 2 timers presseveer, fødslen og 7 sting på eet at kroppens mere følsomme steder er næsten fuldstændig slettet fra min krops hukommelse. Men jeg kan stadig mærke lettelsen, lykkefølelsen og stoltheden(!), da min lille, våde pige blev lagt op på mit bryst.

Nå, nu kom jeg ud på et sidespor.

Jeg tænker heller ikke så klart i dag. Noget med penicilin og modermælk – det er vist ikke en god blanding. Det er i hvert fald dét, jeg tror, Isabel har prøvet at sige til mig hele dagen, med meeeget høj og skinger røst…

4 måneder senere

Men altså 4 måneder er fløjet af sted, så nu er det på tide at lave en lille recap over Isabels udvikling:

3 uger: Smiler første gang. Det er her, man for alvor bliver forelsket i sit lille barn! Hun må bestemt være exceptionel fremmelig min lille pige. Jeg mener, Pascaline var 6 uger, da hun smilede første gang. Og HUN var naturligvis helt utroligt fremmelig.

6 uger: Begynder at pludre og eksperimentere med lyde (og lydniveau…. Hun kan faktisk forskrække sig selv nogen gange).

6-7 uger: Løfter hoved og skuldre, når hun ligger på maven. Hun klarer det 1-2 minutter, og så kommer protesterne - som en lille gris der grynter, fordi den er fanget på sin egen tykke mave :-).

11½ uge: Får øje på sin egen hånd. Waaauw, den er heftig!, ligner hun én der tænker.

3 måneder: Griber bevidst efter tingene, der hænger over hendes legetæppe. I dag nøjes hun ikke med at gribe fat. Nu jabber hun hensynsløst sin hængende elefant, så hele stativ-ordningen gynger rundt.

3½ måned: Nu kan hun helt sikkert skelne mellem mennesker. Hun bryder sig bestemt ikke om mænd (Undtagen papa - han er hendes helt). Får sure-mund (den dér, hvor underlæben rulles ned på hagen), når hendes farfar løfter hende. Tilsvarende måtte morfar i sin tid barbere sit fuldskæg af, før Pascaline lod ham komme i nærheden!

… for jeg ved det faktisk ikke.

Men jeg ved, at næsten 200 unikke læsere hver måned tager en eller flere  ture forbi projektbarsel.dk og læser med. Og det er superfedt! Skærer man ind til benet, er der trods alt ikke meget sjov ved at skrive, hvis ingen læser.

Det’ bare kommentarer

Jeg ved heldigvis godt, hvem nogen af jer er, for I har været søde til at skrive sjove, tankevækkende kommentarer. Jeg har samlet et par stykker af de bedste, som jeg selv kan læse igen og igen. De er her:

(…) Så min fødsel var ihvertfall helt uplanlagt og jeg var totalt uforberedt. (…) Og med hensyn til det med lyden… Jeg holdt jo igjen under hele utdrivelsesfasen fordi jeg var redd for å klemme ut en kjempe-lort rett i armene på jordmoren…
(Henriette)

Bevidstheden om min graviditet (…)gjorde mig angst for at trække vejret når jeg skulle passere en kø af biler der holdt i tomgang. (…)det blev en ret stakåndet og lettere svimmel medarbejder der mødte op i Bredgade hver morgen.(…)Da jeg fortalte min mand om mit cykel-/åndedrætsdilemma, talte han meget alvorligt med mig om sandsynligheden for skader på fosteret ved indånding af forurenet luft VS. fosterskader som følge af iltmangel. Vi blev enige om, at jeg for fremtiden skulle forsøge at tvinge mig selv til at trække vejret normalt på min daglige cykeltur…
(Anja)

Jeg gik til fødselscoach (ret flippet, selv for moi) under graviditeten med min nu 2½-årige søn Morris, og en af øvelserne var netop at sætte lyd på. Ret grænseoverskridende at stå på alle 4 i et rum med 4 andre gravide og forsøge at finde den rigtige lyd til sin smerte. (…) Ikke noget for mig, tænkte jeg, og arkiverede det i skuffen over alt for flippede ting, jeg havde lært på kurset. Men da det kom til stykket og Morris skulle presses ud, kan jeg love dig for, at der kom lyd på. Helt af sig selv og uden kontrol. Det var nok nærmest en slags dyb, langsom brølen, der måske kan staves “ahhh”, men uden alle de behagelige konnotationer, der normalt følger med den stavemåde.
(Helene)

He he. Fede kommentarer! Gerne flere af dem.

Mødre på et fælles sidespor…

Jeg håber, der er flere af jer, der læser med, som får lyst til at blande sig. Jeg er ret sikker på, at mange af jer bruger lige så meget tid som mig på at tænke over mor, far og børn. Men der er sikkert også mange, der gør sig nogle helt andre tanker end jeg. Eller måske netop har tænkt det samme.

Og det er sjovt.

For noget af det, jeg ved, mange af vi mødre har brug for, er at sammenligne os med andre mødre.

Fordi vi frygter at køre ud af et sidespor. Men når vi får øje på en broget skare af med-mødre på det samme sidespor, kan man vel godt kalde det en hovedvej - Og så er det nok meget normalt… Gav det overhovedet mening…?

Da jeg var på barsel med Pascaline for godt 3½ år siden, var der en periode i løbet af den første måned, hvor jeg blev fuldstændig rundtosset. Jeg kunne dårligt kende forskel på dag og nat, og jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde  lavet for bare få timer siden. Og da slet ikke, hvad jeg havde lavet dagen før.

Tudeturen

Så en morgen satte jeg mig bare i sengen og stortudede. Tudede, fordi jeg var træt. Tudede, fordi der hele tiden blev gjort krav på mig – hvert et minut af hver en time af hver en dag. Tudede, fordi jeg troede, at resten af mit liv skulle være sådan her. Men jeg tudede også, fordi jeg havde mistet kontrollen over… ja, alt.

Baby timedagbog

Så i et forsøg på at få bare lidt overblik over mit liv igen, begyndte min kæreste og jeg at skrive timedagbog over Pascalines aktiviteter. Simpelthen i håbet om at finde et mønster i hendes sove/tisse & afføring/spise/skrige vaner. Da vi havde skrevet timedagbog i et døgnstid, tegnede der sig langsomt et billede, og jeg kunne pludselig godt forstå, hvorfor jeg var lidt rundtosset…

For sjov skyld gemte jeg timedagbogen. Se selv her:

Læs mere