Arkiv for tagget 'Nytår'

Rikke

Nytårsfesten - nu med børn

Godt nytår til jer alle sammen!

Hvordan holder man en sjov og festlig nytårsaften, når man har børn (For I  har sikkert opdaget, at babysittere ikke hænger og blomstrer på træerne Pascaline nytårsaften nytårsaften…)?

I år gik det let for os (nu er vi jo rutinerede super-duper forældre) – men sådan var det ikke for 3 år siden…!

Nytårs babypanik

Da Pascaline var 7½ måned gammel, skulle hun med til sin første nytårs aften. Vi var inviteret til fest hjemme hos nogle venner. I netop den vennegruppe var vi nogle af de første, der havde fået barn, så vi var også de eneste, der medbragte hjemmelavet mini-menneske.

Jeg havde STORE forventninger til den aften. Nu skulle jeg rigtig vise, hvor sød hun var og hvor afslappede og cool forældre vi var. Jeg glædede mig også vildt til at kunne putte hende i seng kl. 20 og så endelig have lidt festligt samvær med voksne mennesker efter 7 måneder på planet BABY.

Jeg tror min nytårsaften varede ca. 2 timer.

Vi havde kun lige klappet rejsesengen ud, før Pascaline lugtede lunten og i en flot flitsbue-positur gjorde det HELT klart, at hun IKKE ville sove.

Og jeg panikkede. Fuldstændig.

Så i stedet for bare at tage hende med ud til gæsterne, og lade hende være lidt med, prøvede jeg febrilsk at rokke hende til ro (I ved, den der paniske form for rokken, der bliver hurtigere og hurtigere…). Og Pascaline blev selvfølgelig bare mere og mere hysterisk.

Og her var det at baby-boblen igen tog sit stålgreb i nakken på mig. Jeg fik fat i min kæreste og insisterede på, at han skulle køre os hjem NU! Der måtte bestemt være noget FULDSTÆNDIG galt! Barnet måtte være sygt!

To minutter senere sad vi i bilen, og som et trylleslag var min lille pige kureret for, den mystiske lidelse, der havde fået hende til at skrige hjerteskærende kort forinden. Sjovt nok…

Den nytårsaften fejrede jeg alene hjemme foran fjerneren og uden mad i køleskabet - med en snorkende baby i rummet ved siden af. Men jeg var faktisk ligeglad, for Pascaline sov trygt, og det var det eneste, der rigtigt betød noget.

Nytår på en ny måde

I år skulle vi så igen fejre nytår med en lille ny baby.

Denne gang gik det heldigvis helt anderledes. I år inviterede vi gæster herhjem - 5 gode venner der tilsammen medbragte en baby på 2 måneder og en lille dreng på 1½ år. På den måde havde vi også sat præmissen for aftenen – det var børnene, der styrede slagtes gang, og vi kunne alle sammen slappe af uden at stresse over grædende, brokkende eller overgearede børn (Sjovt nok har børn det nemlig med at blive en smule speedede af kombinationen nytårsfyrværkeri og sodavand). Vi var jo i samme båd.

Isabel gik pænt i seng kl. 19, den lille dreng kl. 20. 30 og Pascaline holdt ud til kl. 23.30. Hun sørgede for at forsyne gæsterne med fine kunstværker og så ellers sin elskede Barbie DVD lige så mange gange hun gad. Den mindste gæst på 2 måneder holdt sine forældre ved ilden det meste af aftenen, men de var helt rolige, og lod hende blot slumre på armen, hvor hun var mest tilfreds.

Så alt i alt en skøn nytårsaften, selv om den naturligvis ikke kan sammenlignes med fordums tiders fester UDEN børn.

Men den tid kommer måske igen?

Det skal blive festligt at blive gammel!