Projekt Barsel

Om sølle 4 uger slutter min barsel. Så tager Isabels papa over. Han glæder sig som en lille dreng til sine 10 ugers barsel. Og det gør jeg også.

Må man godt det?

Lige for tiden møder jeg mange bekymrede blikke, når jeg fortæller, at jeg kun har 4 uger tilbage af min barsel. Forsigtigt og med tung mine bliver der spurgt: Hvordan har du det så med det? Og når jeg svarer, at jeg glæder mig, bliver spørgeren tit lidt overrasket og forvirret.

Tabu?

En veninde fortalte mig for nyligt, at det var hendes opfattelse, at det er tabu at glæde sig til at komme tilbage på arbejde.

Er det virkelig rigtigt? 

Jeg mener, jeg har VIRKELIG nydt min barsel i fulde drag. Næsten (og her må jeg virkelig understrege næsten…) hver morgen, når jeg har sendt min kæreste og Pascaline af sted, roen sænker sig over huset, og jeg trisser hen i sofaen med Isabel til en morgenammetår inden formiddagsluren, tænker jeg på, hvor skønt livet er, og hvor heldig jeg er.

Fri mig fra joggingbukserne

Men nu er jeg altså fyldt op. Jeg har brug for at komme af sted. Ud af huset. Have en grund til at smide joggingbukserne og tage make-up på (I går sagde min kæreste til mig: Du er så smuk i dag - hvad er det med dig? Og det tænkte jeg så over, indtil jeg huskede, at jeg for første gang i ugevis havde taget mascare på… ). Jeg har brug for en undskyldning for at købe noget lækkert tøj igen. Jeg er træt af at leve på barselsdagpenge. Jeg vil ud og drikke en fredagsøl. Jeg vil vise, hvad jeg duer til, bruge min faglighed igen.

Og jeg glæder mig til, at kunne glæde mig til at se mine børn efter fyraften. For de sidste par uger, har jeg virkelig syntes, at det hele bare var børn, børn, børn.

Så er det ikke meget naturligt, at glæde sig til at starte på arbejde igen?

… hvordan en dag på barsel bare kan gå, uden man egentlig får lavet noget. 

Jeg kan selv nogen gange se tilbage på en dag og tænke: Hvor f….. blev alle de timer af? For det er jo ikke fordi, man bare ligger og stener foran fjerneren.

Nej - det er det FAKTISK ikke!

"Får du set noget tv?"

Især folk, der ikke selv har været på barsel, kan have rigtigt svært ved at forstå, hvad vi egentlig får tiden til at gå med.

Spørgsmål som: ”Keder du dig ikke?”, eller: ”Får du læst nogen blade/set noget tv?” kommer gerne fra denne fraktion.

Og svaret er Nej… og Naaarj!

Derfor går tiden…

Jeg vil forsøge at kaste lys over mysteriet og nedbryde en typisk barselsdag, som den kan se ud for mig, i timer og gøremål fra kl. 7.00 til kl. 18.00. Here goes:

Morgentoilette for Pascaline og Isabel: 1 time

Amninger – ca. 6 a 15 minutter: 1½ time

Bleskift – ca. 6 a 10 minutter: 1 time (Jeg runder ned til 45 min. – nogen gange går det stærkt!)

Dagens skemadsmåltid: ½ time

Putning til dagens lurer - 2 x 10 min: 20 min.

Lege, hygge, træne med Isabel: 1 time

Tøjvask, rengøring og oprydning, oprydning, oprydning: 1½ t.

Kommunikation med omverdenen (mail, telefon etc.) ½ t.

Hvile (inkl. frokostspisning, læsning, skrivning, hobby-stuff – eller fx julegaveindkøb) 1 t.

Hente Pascaline i Børnehave inkl. Trilletur på 20 min hver vej: 1 time

Lave aftensmad: 1 t.

Lege, snakke, hjælpe Pasacaline ½ time

Og VUPTI så gik de 11 timer…

Og her har jeg ikke engang medregnet indkøb, mødregruppen, lægebesøg (som der bliver en del af for både mor og barn – for ikke at tale om tid man venter i lægens telefon…), eller den tid man bruger, når en utilfreds eller stædig lille baby ikke vil sove.

Så nej – jeg får ikke læst særlig mange blade!

Men lidt Dr. Phil under amningen kan det da godt blive til…

Julefrokosten gik godt! Det var SÅ skønt at være til noget, der bare minder lidt om en fest igen :-).

Isabel havde lige sine 15 minutes of fame hos de andre gæster - så lagde jeg hende i seng i værtindens soveværelse. Og så sov hun indtil vi skulle hjem! Min søde, dygtige pige.

Mit alkoholindtag bestod af 1 glas gløgg. Og det blev jeg faktisk lidt tipsy af for et kort øjeblik. Min krop er fuldstændig detox’et efter 14 måneders komplet afholdenhed!

Og transportproblemerne - de løste sig som et lyn fra en klar himmel, da vi sad i bilen på vej til Vesterbro.

Det lader til, at mænd også kan rammes af babyboblens kraft. I hvert fald blev min kæreste mere og mere bekymret over vores forestående taxa-tur hjem, som vi nærmede os det mørke og menneskebefængte indre København! Og efter en kort monolog om emnet besluttede han, at Pascaline godt kunne blive lidt længere oppe end normalt, og så kunne de to hente os igen. Service!

Dejligt med en familie, hvor der er plads til at være paranoid!

Som jeg skrev i går har jeg måttet opgive min julefrokost uden baby.

Isabel kommer med, og det er jo også hyggeligt på sin egen måde.

Tykke lår og æblekinder

Så har jeg i stedet en super mulighed for at vise hende frem til en masse tøser. Og det elsker jeg :-). For jeg synes jo selv, hun er så fantastisk smuk, og ignorerer stædigt, at det første folk altid kommenterer, er hendes bemærkelsesværdigt tykke lår og hendes mere end almindeligt runde æblekinder… SÅDAN SER VI ALTSÅ UD I VORES FAMILIE!

Vesterbro tur/retur…

Anyway – næste problem. Nu skal jeg jo have transporteret Isabel og mig selv til Vesterbro, Kbh. lørdag aften.

Og så har vi balladen.

Normalt ville jeg jo bare tage S-toget. Men det er lørdag aften, og jeg har IKKE tænkt mig at trille rundt på Istedgade med min dyrbare last i barnevognen. Jeg har vist tidligere nævnt min angst for frådende narkomaner omkring barnevogne… Og min bil paranoia er jo ikke blevet mindre, så jeg vil ikke køre selv.

Mediterer over taxachauffører

Løsningen er blevet således: Min kæreste kører Isabel og jeg til julefrokosten. Og når vi er færdige, tager vi en taxa hjem.

Den beslutning krævede, at jeg lige har måttet meditere end dags tid over Københavns stjernesindssyge taxachauffører, der bare ikke kan overskue at køre under 90 km/t inde i centrum!

Hmm – de pokkers taxachauffører.

Jeg må gøre det meget klart, at han kører med guld!

Så er jeg næsten ude.

Boblen er ved at miste sin kraft, og jeg er ved at vende tilbage til verden, som den så ud inden jeg fødte. Det vil sige uden frådende dræber-narkomaner på ethvert gadehjørne og uden børnelokkere med beskidte grapse-hænder i S-togene. Faktisk viser det sig, at S-togene om formiddagen er fyldt med søde med-mødre og deres barnevogne, som man kan sludre med (altså mødrene). Og det er jo slet ikke så ringe en verden at leve i.

Jazzballet og U-vendinger

Jeg er faktisk ganske selvtilfreds i disse dage, for jeg har overskredet en del  personlige grænser for at bryde igennem baby-boblen.

Først var der dans med Pascaline. Da vi første gang skulle til jazzballet for godt 4 uger siden, var det min ambitiøse plan at klare dén udflugt med begge småpigerne helt alene. Jeg havde endda psyket mig selv op til at bryde endnu en grænse, nu jeg var i gang – jeg ville køre os alle 3 i bil til danseskolen.

Har jeg glemt at fortælle, at jeg også har bil-paranoia…? Altså ikke sådan at jeg går i en bue udenom biler på gaden. Jeg er bare ikke så glad for at sidde ved rattet. Når jeg tænker over det, startede det vist egentligt, da Pascaline var nyfødt for godt 3 år siden, og jeg første gang mærkede baby-boblens kraft. Og i dag kræver det en længere indre pep-talk, hver gang jeg skal køre længere end til Skovlunde station.

Da Pascaline skulle til dans den første gang for 4 uger siden, brugte jeg da også en uges tid på at visualisere ruten for mig og planlægge den, så jeg kunne undgå en fæl U-vending på vejen. Og da tiden var inde, og vi alle 3 stod pakket og klare… endte jeg alligevel med at hive min kæreste ud af de varme lørdags-dyner, så han kunne køre os. Hvilket faktisk viste sig at være meget heldigt. På danseskolen fik Pascaline nemlig et anfald af generthed og lavede et stål-koalagreb på mig, så jeg var pacificeret indtil en meget bestemt danselærerinde befriede mig. Dér var det trods alt meget rart at være 2 forældre til 2 børn.

Nu har vi været til dans 3 gange, og det foregår sådan her: I absolut sidste øjeblik inden vi skal ud af døren, hælder jeg så meget mælk som overhovedet muligt på lille Isabel. Herefter tager Pascaline og jeg af sted helt alene. Jeg kører i bil, men tager stadig den lidt mere besværlige rute, hvor jeg til gengæld undgår den fæle U-vending. Jeg ser et par dæmoner i øjnene, og til gengæld har Pascaline og jeg bare den skønneste lørdag formiddag sammen med pigesnak, chokoladekiks, dans og hyggesnak med alle de andre mødre og deres små all-in-pink dansepiger. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre lørdag formiddag.

Hellere 2 timers gå-tur…

Så er der min efterfødselsgymnastik. Én gang om ugen pakker jeg Isabel i barnevognen og begiver mig til AOF i Herlev. I et lille svedigt rum placerer 6-10 mødre deres små babyer på 3 madrasser i midten. Herfra kan babyerne den næste 1½ time beundre/forundres over deres mødrene ophav, der prustende og hoppende (ja, alt på os hopper…) forsøger at smide mellem 3 - 20 kilo graviditesfedt, der ikke røg ud med fostervandet, som det ellers var planlagt.

Til denne udflugt har jeg valgt ikke at køre i bil. Og i stedet for at piske mig selv over for at være en kujon, roser jeg mig selv for at gå den lange tur til og fra stationen i både Skovlunde og Herlev - hvilket jo faktisk betyder næsten 2 timers ekstra motion!

Man KAN jo for pokker ikke se sine dæmoner i øjnene både lørdag og onsdag.