Projekt Barsel

Når jeg møder et nyt menneske, slår min rader næsten (og her må jeg altså understrege NÆSTEN) aldrig fejl: Hvis jeg med det samme godt kan lide personen, er der en god chance for, at jeg i længden bliver godt træt af hende. Starter jeg derimod ud med at synes, hun er lidt irriterende, kan hun ende ud som en hjerteveninde.  

Sådan havde jeg det i går, da jeg var til foredraget ”Få styr på dit liv” med Lisbeth G. Petersen.

Bænket sad en hel sal med pædagoger og forældre fra 3 institutioner i Skovlunde, og vi så alle sammen frem til at få styr på vores liv.

Styr på livet med 5 børn!

Jeg er jo skeptisk nordjyde af oprindelse, så jeg startede selvfølgelig ud med at læne mig tilbage i stolen med armene over kors og irritere mig lidt over Lisbeths overfriske, sønderjyske approach. Men efter 2 timer var jeg solgt. Fuldstændig. Jeg havde lyst til at adoptere hende.

Lisbeth har selv 5 børn. Alene det gjorde hende Gud – for hvis hun kan få styr på sit liv med 5 børn (på 17, 19, 21, 23 og 25…!!), så må det da for pokker også kunne lade sig gøre med 2 stk.

Små hverdagsråd

Nogen af de ting, der gjorde mest indtryk på mig, var hendes små hverdagsråd. Som fx at bruge dejlig musik til at få børnene ud af sengen om morgenen, at stå 15 minutter tidligere op, så man kan spise sammen, at huske stearinlys på bordet, at lave en "børnenes dag", hvor ungerne bestemmer dagens måltider (rugbrød med toblerone…) og location (i haven i marts måned…) – og så stole på, at de finder en løsning.

Vend hverdagen på hovedet

Generelt talte hun meget om at vende tingene på hovedet. Om at slæbe madrasser ind i køkkenet og lade hele familien sove sammen dér. Om at give børnene lov til at lave pandekager kl. 22 om aftenen, selv om man nu lige havde ryddet op – fordi det er den slags, de husker, når de bliver voksne. Om at energi kommer fra motion (det er et projekt jeg stadig arbejder på! Mere om det senere), og om at sex er nødvendigt for et lykkeligt parforhold. Vi bruger mere energi på at undgå sex, end på selve akten, sagde Lisbeth. I træthedens tegn. Og det kan der jo være noget om. Så op på geden! (ja, det sagde hun…).

Lisbeth bad os ranke vores liv fra 0-10, hvor 0 var dér, hvor vi ville skilles og sige vores job op i morgen. Jeg gav mit liv 8, for jeg føler mig grund-glad. Altså glad på den grundlæggende måde. Glad for de store valg, jeg har taget i mit liv (alle de små dumheder behøver jo ikke tælle med i det store regnskab, vel?). For at komme op på en 10’er har jeg altså brug for lidt mere søvn… Og 8 var da også godt. Ingen grund til bekymring, sagde Lisbeth.

Så lidt styr på livet må jeg jo have.

Og det kan jeg jo trøste mig selv med, når jeg for Gud-ved-hvilken-gang efter en søvnfattig nat, finder mig selv i tomgang med rynkede bryn, fordi jeg ikke kan huske, hvad det egentlig var, jeg var i gang med.

P.S. Mht. min omvendte menneskerader, må jeg for gode venskabers skyld understrege, at jeg skam også har oplevet evig kærlighed ved første blik! 

Læs mere om Lisbeth G. Petersen her.

Jøsses, hvor kan jeg dog råbe højt nogen gange…

Jeg kan pludselig befinde mig i en tilstand, hvor jeg nærmest træder ud af mig selv og forbavset må finde mig i at lægge øre til min egen UTROLIG høje, UTROLIG skingre og UTROLIG ude-af-kontrol-stemme.

Der er forskellige situationer, der kan bringe mig i denne ucharmerende tilstand. Fælles for dem er som regel, at de er kombineret med træthed, små-stress eller bare sådan en lidt underkuds-agtig dag.

Jeg sagde Godnat!

Et ret sikkert hit er, når min 3 årige datter, Pascaline, efter at være blevet  puttet efter alle kunstens regler - inklusiv go’nat historie, Den Lille Ole (i unik falset), gennemgang af dagens begivenheder, full-body massage, et glas vand, endnu et glas vand samt uddrivelse af diverse monstre – alligevel beslutter sig for, at det ikke er sengetid!

På dette tidspunkt er min tålmodighed kommet på alvorlig prøve, og min stemme er blevet en tand mindre blid, med dog ikke skinger endnu.

Så følger gerne et 20 minutters langt toiletbesøg, hvor Pascaline lige skal undersøge, hvor meget toiletpapir der er på en rulle, og hvor meget vand der kan komme ud af en fuld opskruet vandhane.

Og nu er det, at desperationen begynder at melde sig hos mig. Jeg mærker, hvordan min uvurderlige, fredelige aftenstund med en kop the i hånden lige så stille glider ud mellem fingrene på mig… Og i takt med at Pascaline nu iklæder sig sin allermest muse-agtige pibestemme - i håbet om at undslippe sin grusomme skæbne (at skulle sove…) - mærker jeg, hvordan jeg mister kontrollen, træder ud af mig selv og endnu engang konfronteres med min egen usandsynlig høje og skingre stemme med det fantastiske argument: ” FORDI JEG SIGER DET – DERFOR!!”

"Men, hvorfor må mama så råbe?"

Men nu skal det være slut. Jeg vil aldrig mere råbe.

For nogle dage siden overhørte jeg følgende samtale mellem min kæreste og min datter:

Pascaline: (Råber et eller andet meget højt og bestemt)
Min kæreste: Hvorfor råber du?
Pascaline: Jamen det gør mama da også. Hvorfor må mama så råbe?
Mig selv: (Indre monolog) UPS…

Tak, Dr. Phil!

Selv samme dag kiggede min day-time tv hero Dr. Phil mig dybt i øjnene fra tv-skærmen og spurgte: "How is that working for you?" Og jeg måtte jo bekende kulør: ”Det virker sgu ikke så godt, Dr. Phil”. Og han forsatte: ”Paranting should be cool, calm leadership. If you yell, you have lost!”

My God, den mand kan altså noget med citater! Og nu jeg er i gang med Dr. Phil citaterne, er jeg nødt til lige at smide det her ind også, selv om det er lidt ude af sammenhæng:

”I know you would die for your children, but will you live for them?”

Brrrrrr. Jeg er altså ikke for stolt til at indrømme, at det citat giver mig kuldegysninger!

Slut med at råbe

Men tilbage til råberiet og endnu et citat, der dukkede op fra en mere kulturel anerkendt kanal…. Nemlig P1 og bankdirektør for Jyske bank Anders Dam. I en snak om værdibaseret ledelse sagde han: ”Det gælder om at erkende en fejl og stoppe aktiviteten hurtigst muligt for at minimere skaden”.

Så det vil jeg gøre.

Jeg har erkendt min fejl. Og de sidste 3 dage har jeg (næsten…) ikke råbt. Måske hævet stemmen et niveau eller to. Men jeg arbejder målrettet mod et blive en ”cool, calm leader”, så jeg ikke får inficeret mine dejlige døtre med mere hysteri end højest nødvendigt!