feb 4th, 2009
Så fik vi lige styr på livet!
Når jeg møder et nyt menneske, slår min rader næsten (og her må jeg altså understrege NÆSTEN) aldrig fejl: Hvis jeg med det samm
e godt kan lide personen, er der en god chance for, at jeg i længden bliver godt træt af hende. Starter jeg derimod ud med at synes, hun er lidt irriterende, kan hun ende ud som en hjerteveninde.
Sådan havde jeg det i går, da jeg var til foredraget ”Få styr på dit liv” med Lisbeth G. Petersen.
Bænket sad en hel sal med pædagoger og forældre fra 3 institutioner i Skovlunde, og vi så alle sammen frem til at få styr på vores liv.
Styr på livet med 5 børn!
Jeg er jo skeptisk nordjyde af oprindelse, så jeg startede selvfølgelig ud med at læne mig tilbage i stolen med armene over kors og irritere mig lidt over Lisbeths overfriske, sønderjyske approach. Men efter 2 timer var jeg solgt. Fuldstændig. Jeg havde lyst til at adoptere hende.
Lisbeth har selv 5 børn. Alene det gjorde hende Gud – for hvis hun kan få styr på sit liv med 5 børn (på 17, 19, 21, 23 og 25…!!), så må det da for pokker også kunne lade sig gøre med 2 stk.
Små hverdagsråd
Nogen af de ting, der gjorde mest indtryk på mig, var hendes små hverdagsråd. Som fx at bruge dejlig musik til at få børnene ud af sengen om morgenen, at stå 15 minutter tidligere op, så man kan spise sammen, at huske stearinlys på bordet, at lave en "børnenes dag", hvor ungerne bestemmer dagens måltider (rugbrød med toblerone…) og location (i haven i marts måned…) – og så stole på, at de finder en løsning.
Vend hverdagen på hovedet
Generelt talte hun meget om at vende tingene på hovedet. Om at slæbe madrasser ind i køkkenet og lade hele familien sove sammen dér. Om at give børnene lov til at lave pandekager kl. 22 om aftenen, selv om man nu lige havde ryddet op – fordi det er den slags, de husker, når de bliver voksne. Om at energi kommer fra motion (det er et projekt jeg stadig arbejder på! Mere om det senere), og om at sex er nødvendigt for et lykkeligt parforhold. Vi bruger mere energi på at undgå sex, end på selve akten, sagde Lisbeth. I træthedens tegn. Og det kan der jo være noget om. Så op på geden! (ja, det sagde hun…).
Lisbeth bad os ranke vores liv fra 0-10, hvor 0 var dér, hvor vi ville skilles og sige vores job op i morgen. Jeg gav mit liv 8, for jeg føler mig grund-glad. Altså glad på den grundlæggende måde. Glad for de store valg, jeg har taget i mit liv (alle de små dumheder behøver jo ikke tælle med i det store regnskab, vel?). For at komme op på en 10’er har jeg altså brug for lidt mere søvn… Og 8 var da også godt. Ingen grund til bekymring, sagde Lisbeth.
Så lidt styr på livet må jeg jo have.
Og det kan jeg jo trøste mig selv med, når jeg for Gud-ved-hvilken-gang efter en søvnfattig nat, finder mig selv i tomgang med rynkede bryn, fordi jeg ikke kan huske, hvad det egentlig var, jeg var i gang med.
P.S. Mht. min omvendte menneskerader, må jeg for gode venskabers skyld understrege, at jeg skam også har oplevet evig kærlighed ved første blik!
Læs mere om Lisbeth G. Petersen her.