okt 13th, 2008
HOOOLD NU KÆFT!
Jøsses, hvor kan jeg dog råbe højt nogen gange…
Jeg kan pludselig befinde mig i en tilstand, hvor jeg nærmest træder ud af mig selv og forbavset må finde mig i at lægge øre til min egen UTROLIG høje, UTROLIG skingre og UTROLIG ude-af-kontrol-stemme.
Der er forskellige situationer, der kan bringe mig i denne ucharmerende tilstand. Fælles for dem er som regel, at de er kombineret med træthed, små-stress eller bare sådan en lidt underkuds-agtig dag.
Jeg sagde Godnat!
Et ret sikkert hit er, når min 3 årige datter, Pascaline, efter at være blevet puttet efter alle kunstens regler - inklusiv go’nat historie, Den Lille Ole (i unik falset), gennemgang af dagens begivenheder, full-body massage, et glas vand, endnu et glas vand samt uddrivelse af diverse monstre – alligevel beslutter sig for, at det 
ikke er sengetid!
På dette tidspunkt er min tålmodighed kommet på alvorlig prøve, og min stemme er blevet en tand mindre blid, med dog ikke skinger endnu.
Så følger gerne et 20 minutters langt toiletbesøg, hvor Pascaline lige skal undersøge, hvor meget toiletpapir der er på en rulle, og hvor meget vand der kan komme ud af en fuld opskruet vandhane.
Og nu er det, at desperationen begynder at melde sig hos mig. Jeg mærker, hvordan min uvurderlige, fredelige aftenstund med en kop the i hånden lige så stille glider ud mellem fingrene på mig… Og i takt med at Pascaline nu iklæder sig sin allermest muse-agtige pibestemme - i håbet om at undslippe sin grusomme skæbne (at skulle sove…) - mærker jeg, hvordan jeg mister kontrollen, træder ud af mig selv og endnu engang konfronteres med min egen usandsynlig høje og skingre stemme med det fantastiske argument: ” FORDI JEG SIGER DET – DERFOR!!”
"Men, hvorfor må mama så råbe?"
Men nu skal det være slut. Jeg vil aldrig mere råbe.
For nogle dage siden overhørte jeg følgende samtale mellem min kæreste og min datter:
Pascaline: (Råber et eller andet meget højt og bestemt)
Min kæreste: Hvorfor råber du?
Pascaline: Jamen det gør mama da også. Hvorfor må mama så råbe?
Mig selv: (Indre monolog) UPS…
Tak, Dr. Phil!
Selv samme dag kiggede min day-time tv hero Dr. Phil mig dybt i øjnene fra tv-skærmen og spurgte: "How is that working for you?" Og jeg måtte jo bekende kulør: ”Det virker sgu ikke så godt, Dr. Phil”. Og han forsatte: ”Paranting should be cool, calm leadership. If you yell, you have lost!”
My God, den mand kan altså noget med citater! Og nu jeg er i gang med Dr. Phil citaterne, er jeg nødt til lige at smide det her ind også, selv om det er lidt ude af sammenhæng:
”I know you would die for your children, but will you live for them?”
Brrrrrr. Jeg er altså ikke for stolt til at indrømme, at det citat giver mig kuldegysninger!
Slut med at råbe
Men tilbage til råberiet og endnu et citat, der dukkede op fra en mere kulturel anerkendt kanal…. Nemlig P1 og bankdirektør for Jyske bank Anders Dam. I en snak om værdibaseret ledelse sagde han: ”Det gælder om at erkende en fejl og stoppe aktiviteten hurtigst muligt for at minimere skaden”.
Så det vil jeg gøre.
Jeg har erkendt min fejl. Og de sidste 3 dage har jeg (næsten…) ikke råbt. Måske hævet stemmen et niveau eller to. Men jeg arbejder målrettet mod et blive en ”cool, calm leader”, så jeg ikke får inficeret mine dejlige døtre med mere hysteri end højest nødvendigt!