Projekt Barsel

Jeg tør næsten ikke skrive det – af frygt for, at det skal forsvinde igen. Men nu gør jeg det alligevel…

ISABEL SPISER RIGTIGT MAD OG AMMER IKKE OM NATTEN MERE!!

Men disse lykkelige omstændigheder kom mildt sagt ikke snublende af sig selv!

Den kolde amme-tyrker

I forrige uge tog vi en kold tyrker. 

I 3 nætter flyttede jeg ind på Pascalines værelse, mens Isabel sov med sin Papa, der efter sigende ikke skulle lugte så meget af dejlig mælk. Vi aftalte, at han først måtte vække mig kl. 5, hvor jeg så kunne amme.

Første nat var nervepirrende. Jeg kunne høre hende SKRIGE, og måtte holde mig for ørene for ikke at storme derind.

Men min kæreste klarede det med overraskende stoisk ro, og først kl. 5.08 kom han ind og hentede mig, så jeg kunne give Isabel et velfortjent ammemåltid.

Efter Mini-I havde markeret sig den første nat, er det gået så fint fremad. Hun vågner 1-2 gange. Første gang omkring kl. 01 kan vi lulle hende i søvn igen med en sut (Selv om hun faktisk ellers ikke vil vide af sutter) og lidt holden i hånd. Anden gang hun vågner, omkring kl. 3-4, er det lidt sværere, for her er hun ved at være noget sulten (og dermed tilsvarende gnaven…). Men grænsen for første amning er kl. 5, og det har vi holdt. (Okay måske kl. 04.45 nogen gange… Til sidst ligger man altså bare og tæller minutter!).

Blendet spaghetti Bolognese - mmmm!

Pay off er til gengæld at lille Miss Isa nu er så tilpas sulten om dagen, at hun er begyndt at spise rigtig mad! Det krævede godt nok et glas deeeejlig pureret Spagetthi bolognese, før der virkelig kom skub i spisningen. (Hver sin smag - og what ever works!)

Er jeg besat - eller bare M-O-R?

Til alle jer, der ikke har børn: Beklager – jeg ved godt, det virker helt overdrevent at skrive så meget om hvorvidt barnet spiser mos eller ej. Who cares, tænker I måske. Jeg kan i hvert fald godt følge jer, hvis I gør. Men det følger altså med mamahood.

Graden af succes med babymad og babyafføring bliver selve essensen i en lykkelig mamas liv!;-)

Okay, helt slut med natamningenbliver det nok ikke , men jeg har i dag taget en modig beslutning om at trappe kraftigt ned.

Problemet er, som jeg allerede har brokket mig en del over, at Isabel ikke vil spise andet end min mælk.

Eller rettere:

problemet er, at jeg er ved at bliv vanvittig af at amme!

Jeg har brug for, at der sker noget nu. Fremgang, udvikling, frigørelse –  anything! Nu har jeg i 6 måneder ammet 8-10 gange i døgnet og sovet absolut max 4 timer i streg. Og jeg orker virkelig ikke mere.

Så jeg har researchet. Og rådet lyder: Skru ned for amningen. Hvis hun spiser sig mæt i mælk om natten, vil hun ikke spise rigtig mad om dagen. Og babyer på 6 måneder behøver faktisk ikke spise om natten. Så det har jeg fortalt Isabel…

I dag har jeg forberedt mig. Jeg har kun ammet hende hver 4. time, og det lykkedes mig at få et par skeer frugtmos i hende. Men det er i nat slaget skal slås.

Nattens amme-slagplan

Jeg har besluttet mig for, at jeg kun må amme hende 1 gang mellem kl. 24:00 og 06:00 i nat. Og derudover kun hver 3. time.

I skrivende øjeblik har vi allerede første krise. Isabel er netop vågnet, kun en time efter, hun er blevet lagt i seng. Min kæreste går rundt og vugger hende, mens hun brummer som en lille utilfreds bjørn.

Vi ved begge, at en ammetår kan sætte en stopper for gråden på et splitsekund…

Men i aften giver vi IKKE op!

På lørdag er Isabel 6 måneder gammel. Vildt.

Et halvt år er gået, og pludselig kan jeg se, at hun for alvor ikke er en baby mere - hun er et lille barn.

Da Pascaline var ½ år, synes jeg, hun var vildt stor, og jeg følte, jeg havde været på barsel i evigheder. Denne gang føler jeg, at nogen har svinget en tryllestav og BING, så gik 6 måneder lige.

Må jeg præsentere…

Og hvad er det så for en lille dame, der begynder at dukke frem mellem babyelastikkerne?

Hun er cool. Det er sjældent, man hører Isabel skrige sådan rigtigt. Én af de få gange, det er sket, var da vi havde besøg af en 1-årig dreng, der ville være så venlig at bringe Isabel noget legetøj. Han glemte bare at råbe ”GRIIIB”, inden han kastede en solid lege-plastictrekant i størrelse ½-baby lige i hovedet på hende. Her måtte hun altså kapitulere.

Hun er viljestærk. Isabel er født med en meget klar fornemmelse af, hvad hun vil og ikke vil. Fx vil hun ikke bruge sut. Hun vil ikke spise af sutteflaske. Og hun vil bestemt ikke spise skemad… Ja, det er korrekt – alle de ting, der kunne gøre mit liv en smule lettere, nægter hun at involvere sig i!
Ikke på den hysteriske måde, men mere på den overbærende måde med en lille mine, der siger:

”Søde mama, jeg imødekommer din ihærdighed med 3 skemåltider om dagen, men tag ikke fejl – det sker, når jeg siger, det skal ske. Og fjern så lige den der majsgrød, eller jeg dasker den.”

En bekendt fortalte mig for nyligt, at hendes datter havde nægtet andet end at fuld-amme til hun var 1 år!!! Jeg begynder at mærke panikken…

Hun er menneskeelsker. Isabel elsker at være omkring mennesker. Især sin familie. Storesøster optræder gerne med et lille dansenummer eller 20 minutters falsk og forceret latter, for at få Isabel til at grine og grine. De to begynder at hænge sammen som chip og chap – det er simpelthen priceless for et ufrivilligt enebarn, som mig.

Af mere konkrete færdigheder excellere hun nu indenfor følgende:

Fra 4 måneder :
Griber fat i sine fødder
Står selv på flad fod kun med hånd i hånd støtte
Løfter overkrop med udstrakte arme, mens hun ligger på maven (supermand-positur!)

Fra 4½ måned:
Ruller fra mave til ryg og omvendt

Fra 5 måneder og 10 dage:
Sidder uden støtte

Fra 5½ måned
Pludrer rigtigt (ba-ba, ma-ma, va-va)