Projekt Barsel

Godt nytår til jer alle sammen!

Hvordan holder man en sjov og festlig nytårsaften, når man har børn (For I  har sikkert opdaget, at babysittere ikke hænger og blomstrer på træerne nytårsaften…)?

I år gik det let for os (nu er vi jo rutinerede super-duper forældre) – men sådan var det ikke for 3 år siden…!

Nytårs babypanik

Da Pascaline var 7½ måned gammel, skulle hun med til sin første nytårs aften. Vi var inviteret til fest hjemme hos nogle venner. I netop den vennegruppe var vi nogle af de første, der havde fået barn, så vi var også de eneste, der medbragte hjemmelavet mini-menneske.

Jeg havde STORE forventninger til den aften. Nu skulle jeg rigtig vise, hvor sød hun var og hvor afslappede og cool forældre vi var. Jeg glædede mig også vildt til at kunne putte hende i seng kl. 20 og så endelig have lidt festligt samvær med voksne mennesker efter 7 måneder på planet BABY.

Jeg tror min nytårsaften varede ca. 2 timer.

Vi havde kun lige klappet rejsesengen ud, før Pascaline lugtede lunten og i en flot flitsbue-positur gjorde det HELT klart, at hun IKKE ville sove.

Og jeg panikkede. Fuldstændig.

Så i stedet for bare at tage hende med ud til gæsterne, og lade hende være lidt med, prøvede jeg febrilsk at rokke hende til ro (I ved, den der paniske form for rokken, der bliver hurtigere og hurtigere…). Og Pascaline blev selvfølgelig bare mere og mere hysterisk.

Og her var det at baby-boblen igen tog sit stålgreb i nakken på mig. Jeg fik fat i min kæreste og insisterede på, at han skulle køre os hjem NU! Der måtte bestemt være noget FULDSTÆNDIG galt! Barnet måtte være sygt!

To minutter senere sad vi i bilen, og som et trylleslag var min lille pige kureret for, den mystiske lidelse, der havde fået hende til at skrige hjerteskærende kort forinden. Sjovt nok…

Den nytårsaften fejrede jeg alene hjemme foran fjerneren og uden mad i køleskabet - med en snorkende baby i rummet ved siden af. Men jeg var faktisk ligeglad, for Pascaline sov trygt, og det var det eneste, der rigtigt betød noget.

Nytår på en ny måde

I år skulle vi så igen fejre nytår med en lille ny baby.

Denne gang gik det heldigvis helt anderledes. I år inviterede vi gæster herhjem - 5 gode venner der tilsammen medbragte en baby på 2 måneder og en lille dreng på 1½ år. På den måde havde vi også sat præmissen for aftenen – det var børnene, der styrede slagtes gang, og vi kunne alle sammen slappe af uden at stresse over grædende, brokkende eller overgearede børn (Sjovt nok har børn det nemlig med at blive en smule speedede af kombinationen nytårsfyrværkeri og sodavand). Vi var jo i samme båd.

Isabel gik pænt i seng kl. 19, den lille dreng kl. 20. 30 og Pascaline holdt ud til kl. 23.30. Hun sørgede for at forsyne gæsterne med fine kunstværker og så ellers sin elskede Barbie DVD lige så mange gange hun gad. Den mindste gæst på 2 måneder holdt sine forældre ved ilden det meste af aftenen, men de var helt rolige, og lod hende blot slumre på armen, hvor hun var mest tilfreds.

Så alt i alt en skøn nytårsaften, selv om den naturligvis ikke kan sammenlignes med fordums tiders fester UDEN børn.

Men den tid kommer måske igen?

Det skal blive festligt at blive gammel!

Jøsses, hvor kan jeg dog råbe højt nogen gange…

Jeg kan pludselig befinde mig i en tilstand, hvor jeg nærmest træder ud af mig selv og forbavset må finde mig i at lægge øre til min egen UTROLIG høje, UTROLIG skingre og UTROLIG ude-af-kontrol-stemme.

Der er forskellige situationer, der kan bringe mig i denne ucharmerende tilstand. Fælles for dem er som regel, at de er kombineret med træthed, små-stress eller bare sådan en lidt underkuds-agtig dag.

Jeg sagde Godnat!

Et ret sikkert hit er, når min 3 årige datter, Pascaline, efter at være blevet  puttet efter alle kunstens regler - inklusiv go’nat historie, Den Lille Ole (i unik falset), gennemgang af dagens begivenheder, full-body massage, et glas vand, endnu et glas vand samt uddrivelse af diverse monstre – alligevel beslutter sig for, at det ikke er sengetid!

På dette tidspunkt er min tålmodighed kommet på alvorlig prøve, og min stemme er blevet en tand mindre blid, med dog ikke skinger endnu.

Så følger gerne et 20 minutters langt toiletbesøg, hvor Pascaline lige skal undersøge, hvor meget toiletpapir der er på en rulle, og hvor meget vand der kan komme ud af en fuld opskruet vandhane.

Og nu er det, at desperationen begynder at melde sig hos mig. Jeg mærker, hvordan min uvurderlige, fredelige aftenstund med en kop the i hånden lige så stille glider ud mellem fingrene på mig… Og i takt med at Pascaline nu iklæder sig sin allermest muse-agtige pibestemme - i håbet om at undslippe sin grusomme skæbne (at skulle sove…) - mærker jeg, hvordan jeg mister kontrollen, træder ud af mig selv og endnu engang konfronteres med min egen usandsynlig høje og skingre stemme med det fantastiske argument: ” FORDI JEG SIGER DET – DERFOR!!”

"Men, hvorfor må mama så råbe?"

Men nu skal det være slut. Jeg vil aldrig mere råbe.

For nogle dage siden overhørte jeg følgende samtale mellem min kæreste og min datter:

Pascaline: (Råber et eller andet meget højt og bestemt)
Min kæreste: Hvorfor råber du?
Pascaline: Jamen det gør mama da også. Hvorfor må mama så råbe?
Mig selv: (Indre monolog) UPS…

Tak, Dr. Phil!

Selv samme dag kiggede min day-time tv hero Dr. Phil mig dybt i øjnene fra tv-skærmen og spurgte: "How is that working for you?" Og jeg måtte jo bekende kulør: ”Det virker sgu ikke så godt, Dr. Phil”. Og han forsatte: ”Paranting should be cool, calm leadership. If you yell, you have lost!”

My God, den mand kan altså noget med citater! Og nu jeg er i gang med Dr. Phil citaterne, er jeg nødt til lige at smide det her ind også, selv om det er lidt ude af sammenhæng:

”I know you would die for your children, but will you live for them?”

Brrrrrr. Jeg er altså ikke for stolt til at indrømme, at det citat giver mig kuldegysninger!

Slut med at råbe

Men tilbage til råberiet og endnu et citat, der dukkede op fra en mere kulturel anerkendt kanal…. Nemlig P1 og bankdirektør for Jyske bank Anders Dam. I en snak om værdibaseret ledelse sagde han: ”Det gælder om at erkende en fejl og stoppe aktiviteten hurtigst muligt for at minimere skaden”.

Så det vil jeg gøre.

Jeg har erkendt min fejl. Og de sidste 3 dage har jeg (næsten…) ikke råbt. Måske hævet stemmen et niveau eller to. Men jeg arbejder målrettet mod et blive en ”cool, calm leader”, så jeg ikke får inficeret mine dejlige døtre med mere hysteri end højest nødvendigt!